Borgmester har fundet sin nye kommunaldirektør

Kommunalbestyrelsen i Kommune Qeqertalik har på deres møde besluttet at ansætte Alida C. Rafaelsen som kommunaldirektør.

Alida C. Rafaelsen er ny kommunaldirektør i Kommune Qeqertalik. Alida C. Rafaelsen har en administrativ videregående uddannelse med speciale i økonomi fra EVU.
Offentliggjort

Borgmester i Kommune Qeqertalik, Simigaq Heilmann (D), har fundet sin nye kommunaldirektør. Det bliver i form af Alida C. Rafaelsen, der tidligere har været ansat i kommunen som både sekretariatschef og regnskabschef.

Kommune Qeqertalik oplyser i en pressemeddelelse, at kommunalbestyrelsen besluttede at ansætte Alida C. Rafaelsen under et møde fredag den 3. oktober.

Alida har tidligere været ansat i Kommune Qeqertalik som både sekretariatschef og regnskabschef. Hun har også tidligere erfaring som fungerende kommunaldirektør i vores kommune, og har derfor stor indsigt i kommunens organisatoriske struktur, skriver kommunen.

- Alida C. Rafaelsen arbejder engageret og målrettet, og med hendes solide erfaring som kommunaldirektør føler jeg mig både tryg og forventningsfuld i forhold til at videreføre det gode samarbejde, vi allerede har indledt, og til at styrke Kommune Qeqertaliks fortsatte udvikling, udtaler borgmester i Kommune Qeqertalik, Simigaq Heilmann.

Glæder sig til at tage fat

Den nye kommunaldirektør glæder sig over tilliden og glæder sig til opgaven:

- Jeg er meget glad for at være blevet ansat og ser frem til at arbejde sammen med kommunalbestyrelsen. Jeg glæder mig til at tage fat på opgaverne og målene – som både kan være krævende og spændende – sammen med de mange medarbejdere i alle dele af kommunen, siger Alida C. Rafaelsen.

Kommunen oplyser, at Alida C. Rafaelsen har fungeret som konstitueret kommunaldirektør siden juni 2025.

Powered by Labrador CMS