Bendt B. Kristiansen: Havnen er propfuld – lad os finde løsning sammen

Stigende turisme og flere både og skibe presser Ilulissats havn.  Nu er tiden kommet til at handle, mener Bendt B. Kristiansen, der er medlem af Inuit Ataqatigiit i Avannaata Kommunias kommunalbestyrelse.

Ilulissats havn har længe været under pres, og med den stigende udvikling inden for passagersejlads og turisme i det seneste årti, er presset kun blevet større. Nu er tiden kommet til at handle, mener Bendt B. Kristiansen, der er medlem af Inuit Ataqatigiit i Avannaata Kommunias kommunalbestyrelse:

- Vi har drøftet vores propfulde havn i Ilulissat i mange år, men vi er nødt til at handle nu. Det sidste årtis udvikling af passagersejlads med turisme har yderligere givet pres på havnen, hvor de næste kommende år ikke bliver lettere, skriver Bendt B. Kristiansen i en pressemeddelelse.

Bedre lånemuligheder

En ny mulighed er imidlertid opstået. Kommunerne har fået bedre adgang til realkreditlån. Naalakkersuisut kunne i starten af året melde, at kommunerne nu får mulighed for at låne op til fire milliarder kroner i realkreditlån.

Det åbner op for at finansiere en eventuel turismehavn, mener kommunalpolitikeren. Avannaata Kommunia viser sig villig til at samarbejde med partere om at undersøge mulighederne for finansiering af en sådan havn.

- Kommunerne har nu fået bedre adgang til realkreditlån, hvilket åbner mulighederne få at finansiere et evt. turismehavn. Avannaata Kommunia kan være reelt åbent for, med partner, at undersøge finansiering af turismehavn, skriver Bendt B. Kristiansen og slutter:

- Det er meget interessant, sammen med Naalakkersuisut, at drøfte evt. anlæggelse af turismehavn, lad os snakke sammen for at smidiggøre det kritiske infrastruktur, og anlægge turismehavn sammen.

Powered by Labrador CMS