Attentatmistænkt anholdt efter menneskejagt i Minnesota

Vance Luther Boelter er blevet anholdt søndag aften lokal tid i Minnesota, fortæller delstatens guvernør.

Her et mindesmærke uden for Minnesota State Capitol til ære for det myrdede demokratiske medlem af delstatsforsamlingen Melissa Hortman og hendes mand Mark. Den 57-årige Vance Luther Boelter er anholdt og mistænkt for at stå bag.
Offentliggjort

Den mistænkte for drab på en amerikansk politiker og hendes ægtefælle i den amerikanske delstat Minnesota, Vance Luther Boelter, blev natten til mandag anholdt efter halvandet døgns menneskejagt.

Det bekræfter Minnesotas guvernør, Tim Walz, på et pressemøde.

57-årige Boelter er mistænkt for lørdag at have skudt politikerne Melissa Hortman og John Hoffman samt deres ægtefæller.

Melissa Hortman og hendes mand døde af deres skader.

På pressemødet fortæller Tim Walz, at Boelters formodede handlinger har "ændret Minnesota".

- Det må ikke blive normen. Det må ikke være sådan, at vi håndterer vores politiske uenigheder, siger guvernøren ifølge BBC på pressemødet.

Tim Walz har tidligere sagt, at der er tale om attentat.

Udgav sig for at være betjent

Boelter blev søndag lokal tid anholdt nær sin bopæl i Green Isle. Byen ligger omkring 60 kilometer fra hovedstaden i Minnesota, Minneapolis, hvor de to politikere og deres ægtefæller blev skudt.

60-årige John Hoffman og 55-årige Melissa Hortman var begge valgt for Det Demokratiske Parti i delstatens parlament i Minnesota i henholdsvis Senatet og Repræsentanternes Hus.

Melissa Hortman og hendes mand blev skudt i bydelen Brooklyn Park, mens senatoren John Hoffman og hans hustru blev skudt i deres hjem i bydelen Champlin.

Kommissær for offentlig sikkerhed i Minnesota, Bob Jacobson, fortæller på pressemødet natten til mandag, at Boelter udnyttede politikernes tillid ved at udgive sig for at være politibetjent.

- Dette forræderi er dybt foruroligende for os, der bærer politiskiltet med ære, siger Bob Jacobson ifølge BBC.

Motiv er uklart

På pressemødet natten til mandag oplyser Tim Walz ifølge Reuters, at John Hoffman, der blev ramt af ni skud, har gennemgået sin sidste operation og er ved at komme sig.

Politiet oplyser desuden, at Boelter sigtes for drab og drabsforsøg, men motivet bag attentaterne står ikke klart.

Tidligere har politiet oplyst, at man i en bil, som den formodede gerningsmand havde brugt, fandt en notesbog med navne på politikere.

Boelter har på nettet beskrevet sig som en vælger, der ikke foretrækker noget parti frem for andre.

Af skatteindberetninger fremgår det, at han sammen med sin hustru ledte en kristen organisation kaldet Revoformation.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS