Advokat ser flere grunde til at modsætte sig udlevering af hvalaktivist
Ytringsfriheden, retten til en ordentlig behandling i retsvæsnet er blandt grunde, som taler mod udlevering.
Aktivisten Paul Watson blev anholdt i Grønland, og Japan beder om at få ham udleveret. Arkivfoto.
Foto: Howard Burditt/Reuters/Ritzau Scanpix
Selv om advokat Jonas Christoffersen endnu ikke har modtaget et eksemplar af en anmodning om udlevering af sin klient, miljøaktivisten Paul Watson, er Christoffersen ikke i tvivl om, at der hverken er grundlag for at holde Watson frihedsberøvet eller for at udlevere ham.
- Vores grundlæggende syn på sagen er, at man ikke kan udlevere Paul Watson til Japan. Og det er der en række forskellige grunde til, siger Jonas Christoffersen til Ritzau.
Han henviser blandt andet til, at den aktion, som Watson deltog i mod et japansk hvalskib i 2010, ikke var mere alvorlig, end at den over for en anden aktivist blot udløste en betinget fængselsdom.
Aktivisten blev i modsætning til Watson pågrebet ved aktionen og efterfølgende retsforfulgt i Japan.
At frihedsberøve Paul Watson med henblik på udlevering vil derfor være uproportioneret med den dom, man må forvente.
- Efter vores opfattelse kan man ikke forfølge en mand 14 år efter et forhold, hvor den anden får en betinget dom. Det viser jo, at selv de japanske domstole dengang syntes, at det her ikke var det store, siger Jonas Christoffersen.
Desuden har det ifølge Christoffersen afgørende betydning, at den japanske hvalfangst ved Sydpolen var ulovlig. Det slog Den Internationale Domstol fast i en dom 2014. Domstolen henviste til en international aftale fra 1986, som forbyder kommerciel hvalfangst - en aftale, som også Danmark har tilsluttet sig.
Watsons aktivisme skal anses inden for rammerne af ytringsfriheden, og hele forløbet fra 2012, hvor Japan via Interpol efterlyste Watson internationalt, og som altså nu er kulmineret med, at han er blevet pågrebet i Grønland, er en krænkelse af hans ytringsfrihed, og dermed af hans menneskerettigheder.
- Hvis man hopper med på Japans galej med en langvarig frihedsberøvelse i Danmark, så griber man jo ind i de her aktivisters råderum. Fordi så risikerer du ikke bare at få en straf på stedet, men også at være efterlyst af Interpol i 15 år, siger Jonas Christoffersen.
Spørgsmålet om ytringsfrihed er ikke den eneste menneskerettighed, som ifølge Jonas Christoffersen er i spil. Også retten til en retfærdig rettergang og retten til ikke at blive udsat for uværdig behandling er noget, som Christoffersen vil gøre gældende.
/ritzau/