30-årig ukrainer sigtes efter at være faldet i søvn på skib i Norge
Lørdag starter bjærgningen af et skib, der fredag gik på grund ud for et hus i Norge. Ukrainsk mand er sigtet.
Den 30-årige ukrainer var andenstyrmand om bord og har i en afhøring forklaret, at han faldt i søvn, mens han var alene på vagt.
Foto: NTB / Ritzau Scanpix
En ukrainsk mand er blevet sigtet i en sag, hvor et 135 meter langt containerskib gik på grund ved siden af et hus ud for Trondheimsfjorden i Norge.
Det siger Bente Hetland, der er administrerende direktør i North Sea Container Line, som ejer skibet, lørdag til det norske nyhedsbureau NTB.
Den 30-årige ukrainer var andenstyrmand om bord og har i en afhøring forklaret, at han faldt i søvn, mens han var alene på vagt.
Hetland oplyser til politiet, at manden er meget påvirket af situationen og beder om forståelse for, at besætningen har brug for ro, mens sagen efterforskes.
Hun siger, at opgaven nu består i at sikre en tryg og sikker bjærgning af skibet, så det kan komme sikkert i havn, og undersøgelserne kan fortsætte.
- Arbejdet skal ske under sikre forhold - både for besætningen, redningsmandskabet og lokalbefolkningen, siger hun til NTB.
Arbejdet med at fjerne fragtskibet er gået i gang lørdag morgen.
Skibet vejer omkring 2000 ton, og den første del af arbejdet består derfor i at fjerne containere fra skibet, så det bliver lettere og dermed mindre besværligt at flytte.
- Vi har beregnet, at det vil komme til at tage omkring en uge. Det bliver nok først langt ind i næste uge, før vi har mulighed for at trække skibet fri fra land, siger Ole T. Bjørnevik, der er direktør i rederiet Taubåtkompaniet, til det norske medie NRK.
Han fortæller, at en pram klargøres og slæbes ud til containerskibet i løbet af dagen lørdag.
Ukrainerens uopmærksomhed betød, at Johan Helberg, der bor i huset ud til fjorden, vågnede til et usædvanligt syn fredag morgen.
Han blev vækket, da naboen "ringede voldsomt på døren".
- Havde det ramt fem meter til venstre, var det gledet op ad klipperne, og så ville mit hus nok have set helt anderledes ud nu, siger han til det norske medie NRK.
Der er hverken meldt om personskade eller olieudslip, skriver NTB.
/ritzau/