Aka Hansen: Jeg har aldrig været så spændt

Hollie Olsen Kielsen
folketingsvalg2026

Der kommer så småt gang i stemningen ved Siumuts valgfest på Takuss.

Formand Aleqa Hammond har svært ved at sige, hvilke forventninger hun har til i aften.

Men hun håber, at yderdistrikterne bliver hørt.

Siumut har haft det ene af Grønlands to folketingsmandater næsten hele tiden, siden partiet først stillede op til Folketinget i 1977.

Under sidste valgperiode skiftede Aki-Matilda Høegh-Dam fra Siumut til Naleraq og tog dermed sit mandat med sig. Hvorvidt partiet genvinder sin plads, må aftenen vise.

En af de opstillede fra Siumut er Aka Hansen, som er spændt.

- Jeg har aldrig været så spændt i mit liv, siger hun til Sermitsiaq. Aka Hansen kommer fra filmproduktion og siger, at hun er vant til, at tingene er mere forudsigelige.

- Det har været udfordrende og sjovt, når man går op til valg, man føler sig lidt blottet.

Jeg håber, at Siumut får en plads i Folketinget, og hvis det var op til mig, så ønsker jeg, at det er mig, der bliver valgt, siger hun.

Powered by Labrador CMS