Relateret indhold
Demokraatit vinder Kangerlussuaq
Nu begynder Demokraatit at vinde frem. Stemmerne er talt op i Kangerlussuaq, hvor Demokraatit har fået 29,1 procent af stemmerne.
IA får 28,3 procent, mens Naleraq - som indtil videre har ført de fleste steder - får 20,5 procent af stemmerne.
Atassut får 14,2 procent, mens Siumut får 7,9 procent.
Naleraq vinder i Qeqertarsuaq
Nu er stemmerne talt op i Qeqertarsuaq i Kommune Qeqertalik.
Naleraq får 31,3 procent af stemmerne, som er stor fremgang for partiet i byen med 15,5 procentpoint.
IA får 25 procent af stemmerne, Siumut får 15,3 procent, Atassut får 13,8 procent og Demokraatit får 9,7 procent.
Anna Wangenheim: May the best man win
Naleraq er kommet godt fra start med de første optalte bygder, hvor de har fået over 80 procent af stemmerne. Men det slår ikke kandidat fra Demokraatit Anna Wangenheim ud.
- Jeg så dem fra Itilleq, og det er jo der Hans Enoksen er fra. Så det overrasker mig ikke så meget.
- Naleraq har altid haft et godt valg deroppe. Så jeg ønsker dem også bare rigtig godt valg. May the best man win, som man siger, siger hun.
Hvad har vælgerne sagt til dig, når du har været ude og snakke med dem i dag?
- Jeg har fået rigtig meget opbakning. Der har jo været en del kritik af min opstilling, så det varmer mit hjerte rigtig meget, at der trods alt er noget tillid til mig.
Anna Wangenheim er naalakkersuisoq for sundhed og personer med handicap. Derfor har der været kritik af, at hun stiller op til Folketinget. Bliver hun valgt ind, må hun træde tilbage som naalakkersuisoq.
Tror du, du kommer ind?
- Det må vi se. Det er for tidligt at spå om, men ud fra stemningen, så synes jeg, at jeg har en god mavefornemmelse, der siger, at vi får et okay godt valg.
Qarsoq Høegh-Dam fører i valget
Én procent af stemmerne er nu talt op herhjemme. Kandidat fra Naleraq Qarsoq Høegh-Dam lægger godt fra start.
Han har indtil videre 94 stemmer, og ligger derfor langt foran de andre kandidater.
Ellen Schärfe fra Atassut har 24 stemmer, som nummer to. Anna Wangeheim fra Demokraatit har 9 stemmer og ligger noget nede på listen.
Atassut: Vi tror på fremgang
Den gode stemning breder sig i Atassuts lille valgfest på Toqqorfik i kolonihavnen, hvor partileder Aqqalu Jeremiassen ankom for kort tid siden.
Tror du på, at I kan vinde et mandat i aften?
– Vi tror på et godt valg med en fremgang. Realistisk vil det selvfølgelig være en kæmpe udfordring for det mindste parti at blive et af de to største, måske lidt af et mirakel.
Hvor mange stemmer vil du være tilfreds med?
– Det skal være bedre end sidste gang med 3,7 procent af stemmerne.
Har du kunnet mærke forskel på valgkampen nu og i 2022?
– Ja, en væsentlig forskel. Vi glæder os over, at vi har fået talt meget mere om Rigsfællesskabet end om selvstændighed, som var så stort et tema sidste gang.
Forsamlingen klapper, efter optællingen giver partiet en fjerdedel af stemmerne i Kangaamiut.
Aka Hansen: Jeg har aldrig været så spændt
Der kommer så småt gang i stemningen ved Siumuts valgfest på Takuss.
Formand Aleqa Hammond har svært ved at sige, hvilke forventninger hun har til i aften.
Men hun håber, at yderdistrikterne bliver hørt.
Siumut har haft det ene af Grønlands to folketingsmandater næsten hele tiden, siden partiet først stillede op til Folketinget i 1977.
Under sidste valgperiode skiftede Aki-Matilda Høegh-Dam fra Siumut til Naleraq og tog dermed sit mandat med sig. Hvorvidt partiet genvinder sin plads, må aftenen vise.
En af de opstillede fra Siumut er Aka Hansen, som er spændt.
- Jeg har aldrig været så spændt i mit liv, siger hun til Sermitsiaq. Aka Hansen kommer fra filmproduktion og siger, at hun er vant til, at tingene er mere forudsigelige.
- Det har været udfordrende og sjovt, når man går op til valg, man føler sig lidt blottet.
Jeg håber, at Siumut får en plads i Folketinget, og hvis det var op til mig, så ønsker jeg, at det er mig, der bliver valgt, siger hun.
Pele Broberg: Jeg er meget berørt
Det er første gang, at Naleraq holder et valg uden tidligere formand, Hans Enoksen der døde sidste år.
- Det er anderledes i år. Det er første gang, hvor vi har et valg uden Hans Enoksen. Det er hårdt. Aaliit ringede til os fra ved Hans’s grav da de første resultater fra Itilleq kom. Det er jeg meget berørt over, siger Pele Broberg.
Omkring 30 personer er samlet i festsalen ved Radiofjeldet hvor Naleraq holder til i Nuuk tirsdag aften. Najannguaq Hegelund, der stiller op til folketinget første gang glæder sig over resultaterne.
- Vi er virkelig glade. De seneste tre uger har været intense hvor vi har arbejdet i døgndrift. Nu kommer resultaterne, siger Najannguaq Hegelund der stiller op til valg for første gang. Hun glæder sig over, at Naleraq vinder både i Itilleq og Iginniarfik.
- Hvordan vil I bruge aftenen?
- Vi skal have en god aften. Vi har et godt sammenhold og vi har støttet hinanden godt, siger Najannguaq Hegelund.
Stemmerne er optalt i Danmark
Nu er alle stemmerne optalt i Danmark.
Socialdemokratiet bliver største parti, men går tilbage med 12 mandater. Rød blok får i alt 84 mandater.
Venstre bliver største parti i blå blok med 18 mandater, mens blå blok i alt får 77 mandater.
Derfor kan ingen af blokkene tælle til 90, som det kræver for at have flertal i Folketinget. Moderaterne får 14 mandater og dermed en central rolle i, hvem der kan danne regering.
Godt valg til Naleraq i Iginniarfik
Nu er stemmerne også talt op i Iginniarfik i Kommune Qeqertalik. Her tager Naleraq 85,7 procent.
Siumut løber med 14,3, mens Atassut, Demokraatit og IA alle får 0 procent.
Naleraq vinder Itilleq med 81 procent af stemmerne
De første stemmer begynder at komme ind. Første optalte sted i Grønland er Itilleq, en bygd ved Sisimiut.
Her vinder Naleraq med 81 procent af stemmerne.
Siumut får 9,5 procent, IA 4,8 procent, Atassut og Demokraatit får begge 2,4 procent af stemmerne.
Múte ankommet til valgfest
Formanden for Inuit Ataqatigiit, Múte B. Egede er ankommet til forsamlingshuset i Nuuk klokken 20.25.
- Det er virkelig dejligt at komme ind. Jeg er spændt og har gode forventninger og glæder mig til at se de første tal, siger Múte B. Egede.
- Jeg håber, at vi fortsat kan have et folketingsmedlem i Inuit Ataqatigiit. Det vigtigste er, at de to repræsentanter fra vores land kan samarbejde, og at de kan arbejde for vores land og vores interesser, siger Múte B. Egede.
Færøske folketingsmedlemmer har opnået genvalg
Så er resultatet af folketingsvalget på Færøerne klart.
De færøske folketingsmedlemmer Anna Falkenberg fra Sambandsflokkurin og Sjúrður Skaale fra Javnaðarflokkurin har opnået genvalg, skriver in.fo.
Både Sjúður Skaale og Anna Falkenberg slog begge den tidligere stemmerekord.
Ifølge DR bliver det til ét rødt og ét blåt mandat.
Jens Frederik Nielsen: Vi passer på med at have for høje forventninger
Formand for Demokraatit og formand for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen, er ankommet til valgfest i Nuuk.
Han siger, der har været god stemning.
- Folk er glade, som de skal være på en valgdag.
- Vi passer på med at have for høje forventninger. Alt ser helt fuldstændig åbent ud. Vi har gjort et godt stykke arbejde, siger Jens-Frederik Nielsen.
Det set også spændende ud i Danmark. Hvem vil I pege på, såfremt I får en kandidat i Folketinget?
- En af de eneste valgløfter vi har givet er, at vi ikke peger på nogen på forhånd.
- Vi vil gerne høre, hvad der er på bordet. Hvis det bliver aktuelt, er det jo noget, der skal snakkes om. Det kan godt se lidt forplumret ud i Danmark, kan man sige.
Med 98,6 procent af stemmerne optalt i Danmark står rød blok til 84 mandater, blå blok til 77 og moderaterne til 14 i midten.
Demokraatit har ikke før haft et folketingsmedlem, derfor er formanden naturligt spændt på muligheden.
- Det vil jo være historisk. Vores parti har gennemgået en historisk tid.
- Jeg er meget håbefuld. Men jeg holder forventningerne åbent - det hele er fuldstændig åbent.
Jens-Frederik Nielsen og hans partner Anika Brandt Sørensen. Foto: Birgitte Kjeldsen Rolig start på en spændt aften hos IA
Små grupper står samlet ved bordene i forsamlingshuset, hvor kaffe og sodavand hældes op, og blikke jævnligt søger mod den store skærm.
Snakken går dæmpet, men forventningen kan mærkes i rummet. Hos Inuit Ataqatigiit er valgaftenen begyndt med rolig spænding, mens de første resultater ventes.
- Vi fik en god start på dagen. Jeg forventer, at flere vil kigge forbi, når valgstederne lukker, for at få varmen i kulden.
- Vi sørger for musik, og så skal vi være sammen om at følge resultaterne, så det bliver en hyggelig og spændende aften, fortæller Jane P. Lantz, sekretariatschef i Inuit Ataqatigiit.
Jane P. Lantz, sekretariatschef i Inuit Ataqatigiit, fortæller, at de har haft en god start på dagen. Foto: Paninnguaq Steenholdt Sidste stemme afleveret i Nuuk
Nu er valgstederne rundt omkring i landet lukket.
Som den sidste i Nuuk har afstemningsleder i Kommuneqarfik Sermersooq Bea Mølgaard Lennert afleveret sin stemme. Det gjorde hun 20.03.
Sermitsiaq fanger hende til et spørgsmål lige inden:
Har det været svært at vælge, hvem du skulle stemme på?
- Nej. Lidt i starten. Men jeg har fulgt med ligesom alle andre, siger Bea Mølgaard Lennert.
Nu begynder optællingen af stemmerne og den endelige stemmeprocent.
Afstemningsleder satser på stemmeprocent over 50
I Godthåbshallen drypper der stadig en del mennesker ind, der skal nå at stemme, inden valgstederne lukker klokken 20.00.
Nogle kommer med børn. Nogle i vennegrupper. Andre alene.
Bea Mølgaard Lennert er afstemningsleder i Kommuneqarfik Sermersooq. Hun har de seneste - og aftenens sidste - stemmetal fra Nuuk i dag: 48,4 procent
Når Bea Mølgaard Lennert stemmer som den sidste, efter valgstedet lukker, satser hun på, at stemmeprocenten er nået op over 50 procent.
Måske 57 procent, siger hun.
Inden i dag har de i Godthåbshallen forberedt sig på, at mange skulle stemme, siger hun.
- Jeg har bemærket, at der har været en del unge. I hvert fald efter frokost, siger hun.
Bea Mølgaard, som er afstemningsleder i Kommuneqarfik Sermersooq, stemmer som den sidste i Nuuk. Foto: Oscar Scott Carl Anna Wangenheim ankommer til valgfest
Demokraatit holder i aften valgfest på Killut i Nuuk. En af deres favoritter til en plads i Folketinget er naalakkersuisoq for sundhed og personer med handicap, Anna Wangenheim.
Hun er nu ankommet til valgfesten.
Demokraatit har ikke før haft et medlem af Folketinget. Dog gik partiet voldsomt frem til Inatsisartut-valget sidste år.
Anna Wangenheim hilser på folk til valgfesten. Foto: Oscar Scott Carl 22,6 procent har stemt i Pituffik
Helt oppe nordpå går valgaftenen stille og roligt, fortæller valgleder i Pituffik Kasim Virk.
Indtil videre har 22,6 procent stemt. Det er noget bagefter andre steder i landet, hvor de fleste steder klokken 17 lå omkring 35-40 procent.
Dog påpeget Kasim Virk, at de er en time bagud fra resten af Vestgrønland, så folk skal også lige have fri fra arbejde.
- Det er lidt sløjere end andre år. Til landtingsvalget sidste år var der større interesse end tidligere år, siger han.
17.00: Qaqortoq fører i valgdeltagelse
Med tre timer tilbage har flere byer nu krydset 40 procent i valgdeltagelse, viser Sermitsiaqs rundringning.
Dette var status i udvalgte byer klokken 17.00:
Ilulissat: 41,8 procent (1.484 stemmer)
Aasiaat: 36,6 procent (785 stemmer)
Sisimiut: 37,3 procent (1.483 stemmer)
Nuuk: 40 procent (5.660 stemmer)
Qaqortoq: 44,7 procent (991 stemmer).