ICC: Folketingsmedlemmer kan spille en særlig rolle

Thomas Munk Veirum
folketingsvalg2026

Inuit-organisationen ICC kommer nu med et indspark i debatten op til det forestående folketingsvalg

ICC-forkvinde Sara Olsvig pointerer overfor Sermitsiaq, at rigsfællesskabet rummer store udfordringer for en aktiv og smidig udenrigspolitik.

Sara Olsvig udtaler, at grænserne for, hvad der er henholdsvis dansk og grønlandsk ansvar, stadig er utydelige, og det kræver folketingsmedlemmer, som kan lytte og koordinere med Inatsisartut og Naalakkersuisut.

Sara Olsvig oplyser, at ICC netop har samarbejdet med Naalakkersuisut om arbejdet i Arktisk Råd, og måden at fordele opgaverne på har afsløret sprækker i strukturerne:

- Tre nationer i Kongeriget varetager hver deres opgaver, og så er det ligesom om at vandtætte skotter opstår imellem dem. I stedet for at prioritere opgaverne som helhed, og i fællesskab finansiere efter en fælles prioritering, må vi desværre pege på en række ærgerlige eksempler, hvor tingene falder mellem stolene, siger Sara Olsvig.

Sara Olsvig mener, at særligt Danmark misforstår sin rolle:

- Det er lidt som om, man siger: “I vil have selvbestemmelse. Så må I også selv finansiere”, siger hun og fortsætter:

- Men i disse internationale sager taber alle, når sagerne ikke følges til dørs. Og særligt Danmark som stat taber, fordi det ender med ikke at hænge sammen med Danmarks ellers klare rolle som fortaler for oprindelige folk internationalt.

Powered by Labrador CMS