Anna W: Jeg passer fortsat mit arbejde som naalakkersuisoq

Kassaaluk Kristensen
folketingsvalg2026

Anna Wangenheim svarer nu på kritikken om sin kandidatur til Folketinget. I et opslag på det sociale medie Facebook skriver hun at hun fortsat passer sit arbejde i departementet for sundhed og handicap:

- Jeg passer fortsat mit arbejde. Der er ikke ændret noget. Jeg udfører mine opgaver med samme engagement og i fuld overensstemmelse med Naalakkersuisuts fælles mål, skriver Anna Wangenheim.

Svaret kommer efter formanden for Atassut, Aqqalu C. Jerimiassen har kritiseret hendes kandidatur til Folketinget til trods for hun sidder på en tung post i Naalakkersuisut med et stort ansvar.

- Jeg har ikke et andet job ved siden af. At føre valgkamp er hverken en stilling eller en indtægtskilde. Det er en demokratisk ret, som alle borgere har og som er beskyttet af vores demokrati. Det gælder også for politikere, der allerede sidder i valgte embeder og alligevel stiller op til valg. Jeg stiller op, fordi jeg vil arbejde for vores land og vores befolkning, svarer Anna Wangenheim.

Hun har allerede oplyst, at hun vil træde tilbage som Naalakkersuisoq hvis hun skulle blive valgt ind i Folketinget.

Powered by Labrador CMS