Wangenheim vil trække sig fra Naalakkersuisut, hvis hun bliver valgt

Thomas Veirum og Hanna Hviid
folketingsvalg2026

Anna Wangenheim (D), der er naalakkersuisoq for sundhed og personer med handicap, vil trække sig fra posten, hvis det lykkedes hende at blive valgt til Folketinget.

Det siger hun til Sermitsiaq:

- Det at være naalakkersuisoq er et fuldtidsarbejde, så jeg vil, hvis jeg bliver valgt, selvfølgelig forlade min post.

Sundhedsvæsenet er et ømt punkt, da det lider af personalemangel og mange korttidsansatte. Ifølge Wangenheim forlader hun dog posten med ro i maven:

- Jeg vil gøre det med ro i maven, fordi nu har jeg igennem det sidste års tid sikret, at sundhedsvæsenet ikke fuldstændig ligger i økonomiske ruiner.

- Det har vi så trods alt gjort noget ved i den koalition vi er i og i samarbejde med den danske stat, så jeg har ro i maven omkring det.

Hun siger, det er vigtigt for hende at komme i Folketinget og kæmpe for videreførelse af de aftaler, der er indgået på blandt sundhedshedsområdet med den danske regering. Her har den danske regering lovet at bidrage med omkring 200 mio. kr. årligt.

- Der er rigtig meget i vores velfærdsområde, der er på spil lige nu, siger Anna Wangenheim.

Hun understreger desuden, at hun ikke vil have dobbeltmandat, og at hun også forlader sin post i Inatsisartut.

- Jeg kommer ikke til at køre dobbelt mandat Jeg vil fokusere fuldt på det jeg bliver valgt til at gøre.

Anna Wangenheim fik tredjeflest personlige stemmer ved folketingsvalget i 2022.

Powered by Labrador CMS