Hvordan fortæller man et lands 3.700-årige historie – på
blot 253 sider?
Hvordan undgår man at forenkle komplekse begivenheder for
meget, uden at læserne bliver tabt? Og hvordan balancerer man mellem personlige
baggrunde, faglige interesser og historiske brud, når tre forfattere med hver
deres perspektiv skal skrive én samlet fortælling?
Det var de spørgsmål, Mira Maria Jo Kleist og hendes to
medforfattere, Jens Heinrich og Bo Lidegaard, stillede sig selv, da de gik i
gang med bogen “Grønland – En rejse fra de tidligste tider til et moderne
samfund”. Det viste sig hurtigt, at det ikke kun handlede om, hvad der skulle
med – men i høj grad også, hvad der skulle udelades.
- Vi har hele tiden været klar over, at vi har forskellige
udgangspunkter og bias. Det har vi forsøgt at bruge konstruktivt og gøre til en
fordel – ikke for at opnå fuldstændig neutralitet, for det findes ikke, men for
at skabe nuancer, fortæller Mira Kleist til AG.
For at projektet kunne lykkes, måtte de tre forfattere tage
nogle klare valg. Nogle begivenheder fylder mindre, fordi deres effekt på
samfundsudviklingen var begrænset. Andre – som dobbeltsprogetheden – trækkes
frem, fordi de rækker langt ind i nutiden.
- Vores sprogdebat er et godt eksempel på noget, der er
gentaget et utal af gange i vores historie. Der har altid været en spænding
mellem grønlandsk og dansk – og det er en spænding, der stadig lever, særligt i
Nuuk, hvor det er svært at være udelukkende grønlandsksproget. Men det er også
en styrke, at vi har fastholdt grønlandsk – og det skyldes en lang indsats fra
både politikere og eksperter, pointerer hun.
Et andet eksempel er hjemtagningen af områder efter
Hjemmestyrets indførelse i 1979. Mange af de overtagelser blev gennemført i
højt tempo, og i dag diskuteres det stadig, om man burde have været mere
tålmodig.
- Jonathan Motzfeldt erkendte selv under processen, at det
gik for stærkt. De nåede ikke at forme organiseringen af sagsområder efter
grønlandske behov, og derfor eksisterer mange danske strukturer fortsat i
centraladministrationen i dag. Det er vigtigt at forstå – men samtidig må vi
ikke glemme, at folk som Jonathan og Lars-Emil Johansen forsøgte utrætteligt at
skabe en administration på grønlandske præmisser. De fortjener ligeledes at
blive anerkendt, siger hun.
Mira Kleist understreger, at bogen ikke er ude på at fælde
domme. I stedet ønsker forfatterne at vise, hvordan beslutninger blev taget i
deres samtid – og hvilke betingelser der gjaldt.
- Vi ved ikke, hvilke overvejelser de havde dengang. Det er
nemt at være bagklog, men mange af de valg, der blev truffet, har gjort det
muligt for os at have den velfærd og stærke grønlandske kultur, vi har i dag.
Det skal vi ikke glemme.
Støjen skåret væk
Et af de principielle valg undervejs var, at ikke alle
"store" begivenheder nødvendigvis skulle have stor plads i bogen.
Særligt nogle sager, der har fået prædikatet "skandalesager" - og
politiske personopgør, som ofte fylder i medierne, er tonet ned i bogen.
- Vi har spurgt os selv: Har det her virkelig haft betydning
for samfundets udvikling? Eller har det bare fyldt i pressen? Nogle af de sager
er reflekteret rigeligt i andre medier – og måske har de slet ikke været så
udslagsgivende, som det umiddelbart kan virke, når sagerne er aktuelle.
I stedet ønskede forfatterne at trække linjer på tværs af
tid. At vise, hvordan historien ikke er lineær, men rummer gentagelser, bølger
og brydninger. Mira Kleist nævner forskellen mellem centralisering og
decentralisering mellem Nuuk og de øvrige byer og bygder som en sådan
grundbevægelse – eller udviklingen af fangst og fiskert som en anden. Disse
spændinger har været der hele tiden i varierende grader.
- Det er ikke altid, at ét valg ændrer alt. Men når man ser
mønstre over tid, begynder man at forstå, hvorfor vi står, hvor vi gør. Intet
kommer ud af ingenting.
Et historisk nybrud
Men hvad nu hvis bogen først var blevet afsluttet efter det
overraskende valgresultat i 2025, hvor Jens-Frederik Nielsen fra Demokraterne
blev formand for Naalakkersuisut – og Naleraq blev det næststørste parti?
- Det er et historisk nybrud. Demokraterne har aldrig haft
posten som formand for Naalakkersuisut før. Hvad det kommer til at betyde for
historien, må vi vente og se, siger Mira Kleist.
Alligevel mener hun ikke, det er fuldstændigt overraskende.
- Der har været noget opbrud i Siumut over en periode. Men
det er nok stadig Grønlands mest etablerede parti med stærke lokalafdelinger,
særligt på kysten. Spørgsmålet er, om de får genoprettet partiet – eller om det
her er begyndelsen på et egentligt brud med Grønlands politiske historie. Det
vil tiden vise, siger hun.
- Men vækker valget i 2025 også spørgsmålet om en øget
polarisering i samfundet?
- Måske, jo, men det er ikke – i sig selv – noget nyt.
Polariseringen har altid eksisteret i vort samfund, som i mange andre – den
bliver bare forstærket i perioder. Jeg så valget på den måde, at mange af
vælgerne fokuserede på de lokale forhold – forhold, der betyder noget i deres
hverdag. Og dernæst kan man konstatere, at selvstændighedsdebatten fortrinsvis
var interessant for medierne og dele af den uddannede elite. Demokraternes
fokus på lokale forhold har nok været én af grundene til deres flotte valg.
Ifølge Mira Kleist må tiden vise, om Demokraternes valg vil
ende som en parentes i historien – eller om det er begyndelsen på noget nyt.
Erfaringer og næste skridt
Arbejdet med bogen blev ikke kun en historisk kortlægning –
men også en personlig erkendelsesrejse for Mira Kleist. Undervejs voksede en
styrket respekt for forfædrene frem.
- Det vigtigste udbytte for mig har været en dybere
forståelse for, hvad vores forfædre har været igennem – og for de beslutninger,
de har truffet. Ikke mindst kvinderne, som man ikke hører så meget om. Vi har
en tendens til at fokusere på udfordringerne, men der ligger også en enorm
styrke i vores samfund: overlevelsesevnen, evnen til at tage det bedste ud af
situationen, siger hun.
Særligt de unge giver hende håb.
- Jeg ser en glæde ved de grønlandske traditioner, ved
jagten, ved sproget og maden. Vi er i gang med at genfinde og genstyrke vores
kulturelle rødder. Personligt synes jeg, at det er positivt.
Samarbejdet med Jens Heinrich og Bo Lidegaard har været tæt
og ligeværdigt, fortæller hun. - Vi har alle været inde over hele bogen, og
redaktøren har hjulpet med at justere og sikre balance.
De overvejede at inkludere en "blå bog" over de
mest markante personer, som har været med til at skabe historien.
- Vi endte med at lade være med at lave en ”blå bog”, da vi
vil have for mange personer med og det vil fylde for meget i bogen. Men det
kunne være et godt værk i sig selv, da der er en række personer, som stadig får
for lidt opmærksomhed i historien. For eksempel polarforskeren Arnarulunnguaq –
en vigtig figur, som først for nylig er blevet kendt i offentligheden og som vi
ligeledes har præsenteret i bogen.
Der var også emner, hun gerne ville have uddybet.
- Kulturhistorien i Østgrønland, trommedans, Grønlands
forhold til USA og NATO – alt det kunne hver fylde en hel bog. Men vi har holdt
os til kilderne, og de er desværre sparsomme på nogle områder. Derfor og
grundet mangel på plads kom de ikke med.
Fremtiden byder ikke på endnu en bog lige med det samme.
- Jeg har holdt nogle foredrag, og reaktionerne har været
overvældende positive. Første oplag på 4.000 eksemplarer er næsten udsolgt, og
andet oplag er på vej. Det er fantastisk at opleve interessen.
Nu ser Mira Kleist frem til at lade op – og måske lade nye
idéer modne.
- Jeg skal holde barsel snart. Men det her har givet mig mod
på mere. Ikke nødvendigvis en ny bog – men andre former for formidling og
fordybelse.
