Mediehuset Sermitsiaq vinder pris for AI-værktøj

Den norske Anne Jacobsens mindepris går til Mediehuset Sermitsiaq for at udvikle redskabet Nutserisoq, der oversætter mellem grønlandsk og dansk. En stor ære, siger chefredaktør for mediehuset Masaana Egede.

Chefredaktør Masaana Egede til Nordiske Mediedage i Bergen i foråret. Snart er han i Norge igen.
Offentliggjort

Nu er der hæder fra Norge til Mediehuset Sermitsiaq, som er den seneste vinder af Anne Jacobsens mindepris. 

Med prisen anerkender den norske jury mediehusets arbejde med Nutserisoq. Det er det AI-baserede værktøj, som oversætter mellem grønlandsk og dansk, og er baseret på mediehusets egne artikler siden 1958. 

– Det er en stor ære at modtage prisen. Norge har stolte medietraditioner, og det betyder meget for os, at de lægger mærke til vores arbejde, siger chefredaktør Masaana Egede. 

– Jeg er stolt af, at vi som mediehus kan være med til at udvikle AI i vores smukke land og særligt inden for sprog, som betyder så meget for os selv og vores brugere. 

– Prisen tilfalder alle nuværende og tidligere medarbejdere i mediehuset, da det er journalistikkens historik og kvalitet, som har gjort det muligt at skabe Nutserisoq, understreger Masaana Egede. 

Styrker kultur og demokrati  

Juryen bag uddelingen fremhævede Nutserisoqs sproglige, kulturelle og demokratiske værdi. 

– Ikke alle grønlændere behersker dansk eller engelsk. Å gjøre kvalitetsjournalistikk tilgjengelig på grønlandsk i sanntid er derfor ikke bare et teknisk fremskritt – det er et bidrag til nasjonens kulturelle selvforståelse, til demokratiet og til den kollektive samtalen, lyder det i begrundelsen. 

Prisen uddeles under en konference afholdt af den norske medlemsorganisation Medieklyngen 24.-25. september 2025, hvor Mediehuset Sermitsiaqs redaktør også deltager.

– Vi gleder oss enormt til å ta imot Masaana Egede og høre hans refleksjoner rundt hvordan teknologisk innovasjon kan styrke redaktørstyrte medier, sier Helge O. Svela, daglig leder i Medieklyngen.

Anne Jacobsen, der har lagt navn til prisen, var leder af foreningen (dengang kendt som Media City Bergen) indtil sin død i 2022. Tidligere vindere af mindeprisen var gravergruppen Bellingcat, projektet #UkraineFacts og den svenske journalist Inas Hamdan.

Powered by Labrador CMS