Med Grønland i hjertet

Elisabeth Aviaaja Christiansen er med en bachelor og en kandidat fra Designskolen i Kolding godt rustet til både sin kunst og til at arbejde med et spændende brætspil, som er under udvikling.

Glasuren røres op.
De enkelte figurer skal en tur i glasurspanden.
Figurerne fortæller alle historier.
De små grønlandske flag 15 cm høje er meget populære.

29-årige Elisabeth Aviaaja har en grønlandsk-dansk mor og en engelsk-dansk far. Blev færdig på Designskolen 2022. Det afsluttende store projekt var et læringsspil om grønlandsk mytologi, som Elisabeth Aviaaja siden har udviklet yderligere.

Grønland betyder meget

Når man taler med Elisabeth Aviaaja og ser hende arbejde med sin kunst og hører, hvad hun siger, finder man hurtigt ud af, at Grønland er en stor og betydningsfuld del af hendes liv.

- Jeg har altid elsket min grønlandske familie og den grønlandske kultur meget højt. Der er så mange ting med relation til Grønland, som har betydet så meget for mig, fortæller Elisabeth i en dejlig samtale over en kop kaffe en forårsdag i Odense.

- Derfor er det også helt naturligt, at det er figurerne fra den grønlandske mytologi, jeg som regel arbejder med. 

- Første gang jeg lavede mine figurer var på efterskolen i 10 klasse. Og selv, da jeg var i England i et års tid i to semestre, havde jeg Grønland med. Jeg skulle lave nogle kakler, og selvfølgelig blev de med grønlandske mønstre.

Elisabeth Aviaaja har familie flere steder i Grønland. Blandt andet i Nuuk og i Aasiaat. Oprindeligt kommer familien fra Qutdligssat.

Figurerne og de grønlandske flag bliver solgt under navnet ”Tupilak Ceramics” på Instagram og kunstmarkeder, hvor forskellige kunstnere og husflidsproducenter mødes og sælger deres kunst.

- Selv om jeg altid mangler tid, og gerne ville gøre mere med min kunst, er det altid så dejligt at komme ud med mine ting. Forsøge at sælge noget og tale med alle mulige forskellige mennesker. 

Læringsspillet 

Den grønlandske mytologi bliver levende i Elisabeth Aviaajas brætspil, som nu er så langt i sin udvikling, at det i juni måned skal testes på tre skoler i Nuuk.

- Det er naturligvis en større proces at udvikle et spil, fortæller Elisabeth Aviaaja.

- Der er en spiludvikler på opgaven. Jeg har fået fondsmidler, og jeg har fået midler til turen til Grønland, og jeg glæder mig meget til at få spillet afprøvet, og naturligvis også til at være i Grønland og besøge min familie.

Udover at være i Nuuk skal Elisabeth Aviaaja til både Aasiaat og Ilulissat.

Ikke fra fremmede

Der er flere i Elisabeth Aviaajas familie som arbejder med kunst, så det er ikke fra fremmede, at de evner kommer.

Powered by Labrador CMS