Den 59-årige multikunstner Miki Jacobsen kalder sin
sommerudstilling i kulturhuset Katuaq i Nuuk for »Pinngortitarsuaq eriagitigu«
(på dansk: »Lad os værne om naturen«).
Titlen og udstillingens mange malerier
og enkelte skulpturer understreger, at vi alle har et ansvar for at bevare naturen.
Den 59-årige multikunstner Miki Jacobsen kalder sin
sommerudstilling i kulturhuset Katuaq i Nuuk for »Pinngortitarsuaq eriagitigu«
(på dansk: »Lad os værne om naturen«).
Titlen og udstillingens mange malerier
og enkelte skulpturer understreger, at vi alle har et ansvar for at bevare naturen.
– Naturen er en vigtig, ja faktisk den vigtigste inspirationskilde for mig, men
det gælder samtidig om at tænke på vore efterkommere, så også de kan opleve en
natur til inspiration og styrke, siger Miki Jacobsen til Sermitsiaq.
– Vi er ikke alene i verden, og budskabet er også rettet mod vore gæster. Vi
har i århundreder været under invasion, men det virker overvældende i disse år
med stigende turisme og international bevågenhed. Det giver muligheder for
erhvervsudvikling, men skaber også problemer, når turistskibenes sejlruter
krydser fangernes slædespor. Vi er nødt til at arbejde med begge sider af
sagen, så alle får gavn og glæde af den unikke natur i Grønland.
Nej, hunde bruger ikke snus
Kampen mod den globale opvarmning kræver en global indsats, som starter hos det
enkelte menneske. Et lille, men irriterende eksempel: Som en flittig bruger af
naturen provokerer det Miki Jacobsen, at folk rask væk spytter et stigende
antal snusposer i naturen.
– De er dødsensfarlige for både slædehunde og skødehunde, og når folk kan tage
snusposerne med i naturen, kan de også tage dem med hjem igen.
Miki Jacobsen havde senest en soloudstilling i Katuaq i 2015, men denne gang er
udstillingen tilrettelagt med kort varsel. Det giver mulighed for at sammensætte
en delvis retrospektiv udstilling, og det giver mulighed for at improvisere
helt op til ferniseringen torsdag eftermiddag.
Sermitsiaq mødte Miki Jacobsen i ugens begyndelse, hvor der stadig var tid til
at sammensætte udstillingen.
– Måske skal en kæmpestor snuspose indgå i udstillingen som en påmindelse om at
tage skidtet med hjem i stedet for at spytte det i naturen, siger Miki
Jacobsen.
Travlt forår
Miki Jacobsen har haft et travlt forår.
Han tegnede i januar årets første frimærke i anledning af 75 året for
etableringen af slædepatruljen Sirius, som samtidig var hans frimærke nr. 36
siden 1992.
I april præsenterede han logoet med de tre sæler til kongerigets formandskab i
Arktisk Råd 2025-27.
I maj deltog han som mangeårigt medlem i kunstnersammenslutningen Kimiks
udstilling på Nuuk Kunstmuseum, som kan opleves frem til udgangen af august.
Og nu gælder det sommerudstillingen i Katuaq indtil 28. september.