Jeg er skidestolt af min baggrund

Ujammiugaq Engell, 39 år. Museumsleder.

Hvad betyder det for dig at være inuk/kalaaleq?

- Jeg er en rigtig nuummioq, både i bogstaveligste forstand og helt ind i dna’et med blandet baggrund – og jeg er skidestolt af hele min baggrund. For mig er det at være Inuk en forankring—forankring i både byen, naturen, men især menneskene. Jeg lærte tidligt i min ungdom ikke at kalde mig “halv” noget som helst, men at stå som et helt menneske; derfor handler det at være Inuk for mig om at hvile i sig selv og vide, hvor man kommer fra. Jeg ser det som et værdikompas: fællesskab før ego, hjælpsomhed, humor midt i modvind, og den stille stædighed, der får os igennem kolde og svære tider.

Hvad er inuit-kultur for dig?

- For mig er inuit-kultur først og fremmest styrke, opfindsomhed og den varme, vi finder i det fællesskab, vi lever i. Jeg mærker det ved kaffemikken, i den måde vi tager imod hinanden på — der er altid en ekstra tallerken, et ekstra tæppe og en skulder, hvis nogen har brug for det. Omsorg er noget, vi gør: vi deler, hjælper og tager ansvar, når livet rammer og fejrer hinanden uden store armbevægelser, men med nærvær. De tætte bånd og vores humor bærer os gennem de svære perioder. Vores forfædre levede i et miljø, hvor intet var givet, og overlevelse krævede at man tænkte klogt med få midler. Den omstillingsparathed lever i os endnu. Vi evner at justere kursen uden at miste retningen og det gør mig stolt: Vi holder fast i rødderne og finder nye veje, når verden omkring os forandrer sig.

Hvordan føler du dig forbundet til dit folk?

- For mig går forbindelsen til mit folk og min kultur gennem både den viden, jeg bærer som historiker, og den hverdag, jeg lever.

Det kan være alt fra en beretning fra 1700-tallet med krøllet håndskrift til en kondiflaske fra Nuuk Imeq med spor af hverdagsliv. Jeg står med kasser, registreringsnumre og genstande, taler med ældre om deres minder og fortæller skoleklasser, hvorfor små ting kan bære store historier. Alt det giver mig en klar fornemmelse af, hvor vi kommer fra og hvorfor det betyder noget. Det er ikke bare arbejde; det er et ansvar og en glæde — at passe på vores ting og vores fortællinger, så de kan leve videre.

Jeg mærker forbindelsen lige så stærkt uden for museet. Jeg elsker at gå ned ad Imaneq (vej i Nuuk, red.) og hilse på venner, bekendte og kollegaer. Jeg ved godt, at det kan føles overvældende for nogen at bo et sted, hvor “alle kender alle” (på både godt og ondt), men for mig er det netop dét, der gør det hjemligt. Det tætte netværk og den gensidige opmærksomhed – det får mig til at føle mig forbundet med mit folk og vores kultur, hver eneste dag.

Hvad kan være udfordrende ved at være inuk?

- Ud over de udefrakommende udfordringer, vi møder nu, ser jeg én ting som helt afgørende: Vores fælles mangel på historiebevidsthed fra 1900-tallet og frem. Alt for meget af vores fortælling er blevet skrevet, sorteret og formidlet udefra – ofte med andres blik og andres prioriteringer – og derfor har den heller ikke været ordentligt tilgængelig for alle. Når kilderne ligger spredt, sproget ikke rammer hverdagen eller perspektiverne ikke tager afsæt i vores egne erfaringer, bliver historien let noget, man “hører om”, i stedet for noget, man kan spejle sig i.

Uden et bredt fælles ejerskab til vores nyere historie, kan myter få lov at stå uimodsagte og vi risikerer at miste nuancerne: de små lokale fortællinger, de stille hverdagsbrud, kvindernes, børnenes og arbejdernes stemmer – alt det, der tilsammen forklarer, hvordan vi blev dem, vi er i dag. Når vi ikke selv sætter ordene på 1900-tallets skift som urbanisering, skolepolitik, erhvervsforandringer, kulturmøder, bliver det sværere at forstå nutidens debatter og træffe kloge valg for fremtiden.

For mig handler løsningen om at flytte fortællingen hjem: samle og dele kilder på vores egne sprog, invitere ældres minder og unges blik ind i samme rum, og gøre arkiverne tilgængelige på måder, der føles nære uanset om det skal være i skolen, på museet, i bydelen eller ved kaffemikken. Jo mere, vi selv skriver, læser og genfortæller vores historie, jo stærkere står vi. Ikke kun mod ydre pres, men også i den indre samtale om, hvem vi er, og hvor vi skal hen.