Historien om Ujammiugaq

Hun føler, hun har vundet i livet. Sådan lidt, en lille smule. Hun står med den amerikanske tegneseriekunstner Tillie Waldens bog ”Clementine” i hånden. Og hun er med i den.

Hende – Ujammiugaq Engell, der er opvokset i Gertrud Raskvej i 90-ernes Nuuk – er med i en tegneseriekunstneres roste Clementine-trilogi, der foregår i Robert Kirkmans ”The Walking Deads” univers. WHAT! Hun er fuldstændig blæst bagover og skidestolt af det.

Selvom bogen er mørkere end de tegneserier, hun selv plejer at læse, illustrerer hendes medvirken i bogen ret fint hendes nørdede side. Hun er nemlig lidt af en nørd, og er ret stolt af det. Ujammiugaq elsker tegneserier. Hun lærte at læse på grund af dem. Hun lærte at elske historie på grund af tegneserier. Hun elskede alt, der startede med ”Der var engang i Danmark...” Det er sådan nogle hun havde i sin barndomshjem, hvor der altid stod et leksikon fremme på spisebordet, så familien hurtigt kunne slå op, når nysgerrigheden meldte sig.

Hun elskede den fascination af fortællinger og det har fulgt hende hele livet. Hendes far, Iiggiti Møller, der stammer fra den nedlagte mineby Qullissat, er en af dem, der har givet hende en stærk fortælletradition.

I dag står Ujammiugaq Engell som ny leder af Nuuk Lokalmuseum – med en vision om at skabe et sted, hvor historien ikke blot gemmes væk, men lever, ånder og udvikler sig.

Lad os finde ud af hvad, der gemmer sig bag den karismatiske personlighed.

86 soorunami

Ujammiugaq Engell er født den 13. april – for 39 år siden – i 1986.

- 86 soorunami! Jeg er en rigtig nuummioq. Jeg er nede fra Gertrud Raskvej og er kvartnabo til Inunnguaq, der sang ”86 soorunami”. Jeg plejede at drille ham lidt, siger hun.

Ujammiugaqs far er kunstner, mens hendes mor Mikaela Engell er den tidligere rigsombudsmand.

- Jeg syntes selv, jeg er vokset op i en virkelig dejlig tid i Nuuk. Jeg har gået i skole i Qorsussuaq, jeg gik på gymnasiet her og flyttede først fra Nuuk, da jeg skulle videre fra gymnasiet, fortæller hun.

Ujammiugaq er et ”totalt ønskebarn”, som hun selv siger det.

- Jeg er lavet på mine forældres ’honeymoon’. Det er næsten for meget, fortæller hun.

Hendes navn Ujammiugaq stammer fra et sagn, der hedder ”Najagiit”.

- Den handler om en storebror og en lillesøster, der bliver kidnappet. Og så måtte han redde hende hjem, lidt ligesom ”Anngannguujunnguaq”. Storebroren ender med at få hende hjem. Og så bliver hun Ujammiugaq, som betyder den man har ledt efter og fundet, forklarer hun.

Navnet Ujarneq er drengeversionen af hendes navn.

De første minder

Området i Myggedalen, hvor Ujammiugaq Engell voksede op, var anderledes end det er i dag.

- Det var et lille kvarter, alle de små etværelses huse, hvor der boede masser af mennesker, bedsteforældre, oldeforældre og forældre med børn, der boede sammen. Min mor var en af de eneste danske damer i det område, husker Ujammiugaq Engell.

Hun plejede at hente vand, for der var ikke ridende vand hjemme hos hende.

- Vi fik først vand i huset, da jeg var cirka 12 år gammel. Indtil da hentede vi tit vand og så havde vi tørkloset, fortæller hun.

Ujammiugaqs allerførste minde stammer fra hendes vuggestuetid i daginstitutionen Amaut, der ligger i Fiskerbyen i Nuuk.

- Jeg kan tydeligt huske, at jeg løb ned af gangen i min vuggestue og jeg bevægede mit hoved fra venstre og så til højre og hvor vildt, det føltes. Det der med at min balance blev udfordret, husker hun.

Ujammiugaq er den ældste i søskendeflokken.

- Vi er mange, ufatteligt mange – vi er kun fire, men vi fylder lige så meget som 20 mennesker. Jeg er fem år ældre end min lillesøster, så kommer de med halvandet års mellemrum. Det har altid været ’Ujammi og ungerne’ til min lillesøsters store irritation, griner hun.

Skrigende pink skoletaske

Første skoledag. Qorsussuaq 1992. Seksårige Ujammi har franske fletninger på den store dag og bærer på en pink skoletaske over sin grønlandsdragt.

- Før vi skulle starte i skole, fik jeg lov til at vælge min egen skoletaske fra Danmark! Den var kæmpestor og var skrigende pink på den der 90-er agtige måde, neonpink. Jeg kan huske hvordan den lugtede, den lugtede virkelig meget af plastik, griner Ujammiugaq Engell.

- Jeg er faktisk så heldig, at jeg har min første skoledag dokumenteret. Jeg er nemlig med den gamle bog ”Paalus første skoledag”, han gik nemlig i min klasse, fortæller hun.

Ujammiugaq har altid været glad for at gå i skole. Hun ville gå i skole så længe hun kunne, havde hun engang besluttet.

- Jeg tror, jeg er socialt anlagt, jeg kunne lide at hver dag man mødtes, så var man sammen alle sine venner, fortæller hun.

Ujammiugaq glemmer aldrig en af sine folkeskolelærer, som er kunstneren og forfatteren Einer Heilmann.

- Han fortalte historier, der var meget levende. Det er først efter, jeg blev ældre, at det er gået op for mig, at han var en af de få mennesker, som ikke startede ved for eksempel Thulekulturen. Han fortalte os altid om 30-50-60-erne. Det var vildt spændende, fortæller hun. 

Den amerikanske highschool-drøm

Efter endt 10. klasse rejser Ujammiugaq Engell til USA. Drømmen var New England i det nordøstlige USA eller storbyen New York.

Hun ville leve den amerikanske highschool liv med ’extracurricular activities’ og oplevelser fyldt med fællesskab, sport, sociale arrangementer og muligheden for måske at danne livslange venskaber.

- Det blev så til Oklahoma i stedet for, det var lidt mærkeligt, men ajunngilaq, jeg rejste til USA som udvekslingsstuderende, fortæller hun.

Ujammiugaq havde en ung mor med to børn som værtsfamilie.

- Hun var en lærer i en highschool i en lille bitte by, som jeg boede i, her ville man kalde det en bygd. Der fik jeg fik lov til at udleve min drøm. Nuan!, siger Ujammiugaq Engell.

- Det var en vildt år. Vi var så langt ude på landet, at vi havde en dreng, der kom i skole på sin hest, siger hun.

Ujammiugaq fik en ven, der var cherokee, first nation, hvis bedstemor boede på et reservat.

- Jeg besøgte dem og det var så nemt at være sammen med dem, så meget ligesom at være til kaffemik. Iluaq, at man ikke behøvede at være ’Stacy’, men jeg kunne være mig selv, fortæller hun.

Eqalua-langt-væk

Efter et år i delstaten Oklahoma, rejser Ujammiugaq tilbage til Nuuk og tog sin gymnasiale uddannelse.

- Jeg boede sammen med min bedste veninde Maria i Eqalugalinnguit, dengang hed det Eqalua-langt-væk, fordi det dengang føltes langt væk, det var før Qinngorput blev bygget. Der havde vi rigtige dejlige år sammen, fortæller Ujammiugaq Engell.

Efter hun blev student, flytter hun til Danmark. Vi er i året 2006.

- Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle. Jeg brugte et år på at fjolle rundt, siger hun.

Efter et år med kulturchok, var det på tide at tage en uddannelse. Men hvad? Tænkeboks.

- Jeg startede ellers på fysioterapiuddannelsen. Udover historie har jeg altid været glad for anatomi. Jeg synes, knogler og muskler er så smukke, ligesom når man skærer et rensdyr op, jeg syntes, det er fascinerende, fortæller Ujammiugaq Engell, der nåede at blive uddannet massør.

Men det var ikke noget for hende alligevel.

Tænkeboks igen.

På det tidspunkt arbejdede hun i en spøg og skæmt forretning ved Nørreport Station, der solgte alt fra slim til mankinier fra Borat.

- Jeg søgte ind på historie, men vidste ikke hvad jeg skulle bruge det til. Jeg måtte finde ud af det hen ad vejen, fortæller hun.

Jackpot! Endelig.

- De første dage på universitet var jeg: ”Kiisami yes!” Det var det rigtige sted. Jeg elskede det, siger Ujammiugaq Engell.

Det første sted, hun arbejdede, mens hun studerende, var på et museum i Helsingør.

- Det var på renæssanceslottet Kronborg Slot, der ligger på ruinerne af et endnu ældre slot fra middelalderen og nede i kælderen var der Holger Danske, siger hun.

Drømmestilling

To måneder efter Ujammiugaq Engell afleverede sit speciale, åbnede der en stilling i Grønlands Nationalmuseum & Arkiv. Og hun ville have det.

- På det tidspunkt havde jeg mødt min søde kæreste. Vi var lidt i tvivl om hvordan, da han studerede i Danmark. Men jeg var nødt til at prøve, jeg dør hvis jeg ikke prøver stillingen på nationalmuseet, siger hun.

Ujammiugaq Engell fik stillingen og startede som formidlingsinspektør i Grønlands Nationalmuseum & Arkiv.

- På et tidspunkt gik det op for mig, at der stort set ikke fandtes formidling om vores kolonihistorie. Kun folk, der har oplevet det har reelt kendskab til dele af historien, men de kender heller ikke nuancerne i den. Det gjorde mig rædselsslagen, fortæller Ujammiugaq Engell.

- Der er ikke rigtig noget, der fortæller om den tidlige kolonitid, ikke nogen konkrete ting, der fortæller om de politiske handlinger, der bragte os til afkolonisering og postkolonisering. Alt den viden er ikke udstillet. Den er også svær at udstille, medgiver hun.

Efter seks fantastiske år på museet og et job i Air Greenland og Kunstmuseet i Nuuk, er hun i dag den nye leder af Nuuk Lokalmuseum.

- Og her har jeg endelig en platform, hvor jeg kan lave alt det historiske, jeg mangler. Kvindernes historie, koloniens historie, den tidlige koloni og arbejdernes historie, alle de her nuancer, som jeg synes, vi aldrig får. Jeg drømmer om at skabe et sted, hvor historien kan leve og udvikle sig, siger hun.

I dag lever hun sit liv sammen med sin kæreste og parrets to piger, Kaisa og Arnarulunnguaq, på syv og fire år.