»Hele verden ligger for mine fødder«

I arbejdet med grønlændere i Danmark er Det Grønlandske Huse i Danmark essentielle, og mange pile peger mod huset i Aarhus.

Og selvfølgelig de fokuspunkter og projekter huset har sat i værk i årenes løb. 

Tanja Nielsen, nu tidligere direktør i Det Grønlandske Hus i Aarhus, har sammen med sine medarbejdere blandt andet udviklet et familieværksted, der skal støtte og hjælpe børn og unge og har sat fokus på de grønlandske studerendes trivsel under uddannelsen, som nu munder ud i en koordinatorstilling, der har til formål at styrke grønlandske studerendes trivsel, netværk og faglige fællesskaber i Danmark.

Tanja har nu efter fem år i stillingen valgt at sige sin stilling op.

- Huset er på toppen. Vi er anerkendt på det faglige plan. Vi har megadygtige medarbejdere. Huset kan køre af sig selv i en rum tid endnu, så jeg synes at det er det rigtige tidspunkt. Når noget er godt, så skal man slutte på den note. De gode og de fede minder, jeg har sammen med medarbejderne tager jeg med mig. Vi har virkelig udrettet noget sammen, og det vil jeg gerne forlade på en god måde, forklarer Tanja.

- Hvad skal du så?

- Måske Afrika. Måske andre steder i verden. Jeg ved det ikke. Jeg har altid ønsket at kunne komme på noget nødhjælpsarbejde et sted i verden. Jeg så et opslag, hvor man kan komme til Afrika og det er jeg varm på. Det er megaspændende lige nu. Jeg føler, at hele verden ligger for mine fødder. Jeg skal bare finde ud af hvad jeg vil. Det skal være noget, jeg brænder for. Og det skal være noget, jeg kan se mig selv i.

Fri børneliv i Upernavik

Tanja blev født i Maniitsoq i 1971 med en dansk far og en grønlandsk mor fra Arsuk. Forældrene mødte hinanden i Arsuk, hvor hendes mor havde fire børn i forvejen.

- Min mor var hjemmegående, men kunne ikke finde ud af det, så hun fik arbejde i børnehaven. Før hun mødte min far, var hun enlig mor, så jeg har altid følt, at jeg var rosinen i pølseenden. Alt var trygt og godt.

Tanjas far var fuldmægtig i KGH i Maniitsoq. Da hun var to år gammel flyttede familien til Upernavik, hvor hendes far havde fået en stilling som handelschef.

- Når jeg tænker på min opvækst i Upernavik, så tænker jeg på det frie børneliv i Grønland, hvor man var ude rigtig meget ude og der var masser af tryghed. Mine to brødre var ni og ti år ældre end mig, og var bare fantastiske. Jeg var selvfølgelig irriterende, men især min ældste storebror tog mig med til alt. Til sløjd byggede de en lille slæde til mig og tog mig med ud at køre. Upernavik var jo et lille samfund og med meget nærværende og specielle mennesker.

- Selv den dag i dag, så ringer de stadig og ønsker mig tillykke med fødselsdagen. Vi flyttede derfra i 1979, hvilket var en stor sorg for mig.

Tanja og hendes familien sejlede med kystpassagerskibet Kununguak til Narsaq, hvor de skulle bygge en ny tilværelse op. Der var heste og får og ingen slædehunde, så det var anderledes.

- Jeg kan huske, at jeg ikke ville tale så meget grønlandsk. Jeg syntes, at overgangen fra Upernavik til Narsaq var svær, så jeg gik i baglås. Jeg talte ikke grønlandsk i flere år. Først da jeg begyndte på gymnasiet, siger Tanja.

60.000 kr. for en fødsel

Tanja drømte om at blive tandlæge og søgte derfor en plads i tandlægehøjskolen i Aarhus efter gymnasiet i Qaqortoq. Men der var også et besøg fra Ingmar Egede, som helt ændrede Tanjas vej.

- Han fortalte om et program i Fairbank University i Alaska, man godt kunne tage til med støtte fra Hjemmestyret. Så jeg søgte også der. Jeg blev optaget begge steder og valgte selvfølgelig Alaska.

Tanja og 4-5 andre unge tog først et halvt år til Oregon i USA, hvor de skulle igennem engelskkurser. Der var bøvl med billetter, som Hjemmestyret skulle bestille.

- Det endte med at vi fløj på 1. klasse. Vi fik en rigtig god oplevelse ud af det. Men det var også en god måde at sætte sig ind i det amerikanske system og kulturen på. Vi var der sammen med en masse japanere, folk fra Mellemøsten og mange andre steder. Det var en fed og god tid, fortæller Tanja, som valgte at læse til bachelor i kemi i stedet.

Tanja mødte en mand, blev gift og fik en datter.

- Det var ret specielt, for det er en helt anden måde at se på graviditet og fødsler. Jeg følte, at jeg var en belastning, for det var dyrt at føde på hospitalet. Da regningen kom, så var det på ca. 60.000 kr. bare for at føde. Det har Grønland betalt. Efter nogle år, stoppede man også med at sende grønlandske studerende dertil, for det var simpelthen for dyrt.

Tanja fik sin bachelorgrad i kemi og valgte senere at rejse fra en voldelige mand.

- Han truede med at slå vores datter ihjel, så jeg skulle bare afsted. Jeg kom til Danmark. Han kunne ikke få pas, fordi han var adopteret ulovligt, så det gav en tryghed for mig.

Der gik to år, inden hun kunne blive skilt formelt, og de år sad hun med en frygt for, at datteren ville blive sendt til faren.

- Der var en masse sager om kvinder, der havde fået børn med amerikanske mænd på det tidspunkt, hvor børnene blev sendt tilbage. Jeg var så bange for, at han ville forsøge at få vores barn til USA. Heldigvis lod han det ikke ske, fortæller Tanja, som fortsatte sin studier på Aarhus Universitet.

Fra Nalunaq til vandsektoren

Mens Tanja var i gang med at skrive sit speciale om mineraler i Grønland, fik hun job i Nalunaq Gold Mine, som miljøkoordinator.

- Jeg fik et fedt job i Nanortalik, efter jeg blev færdig. Jeg skulle ud at sejle for at indsamle prøver ude i naturen. Da guldminen blev åbnet, blev jeg miljøchef.

Tanja gjorde status, da datteren var omkring otte år gammel. Skolen fungerede ikke helt godt og der var mange fritimer. Efter fire år i Nanortalik rejste mor og datter derfor tilbage til Danmark.

- Jeg kunne ikke se for mig at skulle undervise hende hjemme, så jeg sagde min stilling op og rejste til Danmark. Mine forældre boede i Trige på daværende tidspunkt. Det var svært at få arbejde, for der var krise i landet. Jeg kunne ikke holde ud ikke at lave noget, så jeg begyndte at læse til datamatiker.

Den datamatikeruddannelse blev dog ikke til meget, da hun blev kontaktet af det tidligere Carl Bro Gruppen, hvor hun blandt andet kom til at arbejde med jordforurening, vandkvalitet og ikke mindst rådgivningsopgaver om mineprojekter i Grønland.

- Jeg var afsted fra tide og utide, for at lave miljøundersøgelser, workshops og alt muligt. Det var et fedt job, men også træls at skulle rejse så meget fra min datter. Jeg havde det rigtig svært med det. For hvad hvis hun glemte mig?

Tanja kom videre til Vandsektorens Teknologiudviklingsfond, men sekretariatet blev lukket ned af staten, så hun blev ansat i Danva i stedet. Hun arbejdede meget med administration, projektledelse og servicering.

Vejen til Dalgas Avenue

Fritiden brugte Tanja meget på bestyrelses- og frivilligt arbejde. Mens hun var ansat hos Carl Bro, blev hun udpeget af selvstyret til en bestyrelsespost i Royal Arctic Line A/S.

- Jeg har altid været aktiv, så jeg var også frivillig i Røde Kors. Det brugte jeg meget af min fritid på. På det tidspunkt var min datter også flyttet hjemmefra til Florida. Hun har jo amerikansk statsborgerskab og flyttede senere til New York.

- Da hun flyttede, kan jeg huske, at der var et tomrum, som jeg måtte fylde med noget. Derfor blev jeg meget aktiv indenfor Røde Kors og var besøgsven her i huset (Det Grønlandske Hus i Aarhus, red.). Jeg blev spurgt, om jeg også ville være suppleant i bestyrelsen og deltog i alle møderne. Jeg kendte rigtig meget til huset.

Det frivillige arbejde i Det Grønlandske Hus på Dalgas Avenue i Aarhus, blev den naturlige overgang til hendes direktørstilling.

- Jeg blev bestyrelsesformand og blev bedt om at søge direktørstillingen. Det gjorde jeg, og startede den 1. maj 2020. Det var under coronatiden. Det var så mærkeligt. Der var restriktioner med afstand, begrænsede antal personer og grupper, man arbejdede med.

Da Tanja begyndte, havde huset netop modtaget nøglerne til husets nye udbygninger. Der skulle flyttes, der var fugt i kælderen og det var bare kaotisk.

- Der var et behov for at samle ledelsen efter corona og ledelsesskift. Det var en svær periode. Der var meget, der skulle fikses. Det næste år, gik med at få indblik i hvad der skulle arbejdes på og hvilken retning, vi skulle gå og omstrukturere.

Mennesker som den røde tråd

Tanja og husets medarbejdere satte fokus på blandt andet forebyggelse for at styrke grønlænderes indre liv, de studerendes trivsel og brobygning mellem det danske system og grønlandske borgere. Et kæmpe arbejde på alle fronter, som hver især har skabt forskellige overskrifter i de senere år. Tanja udstråler engagement og viden indenfor det sociale arbejde, studerendes liv og menneskets indre liv. Viden, som egentlig i bund og grund ligger langt væk fra hendes kandidatgrad indenfor kemi og hendes arbejde inden for mineralsektoren, sikring af drikkevand. Til spørgsmålet om hun nogensinde havde forestillet sig at arbejde med de ting hun arbejdede med i Det Grønlandske Hus, svarer hun:

- Overhovedet ikke. Alle de hop og de mange jobs har været tilfældige. Jeg ville egentlig være tandlæge og da jeg læste kemi, forestillede jeg mig at jeg ville arbejde i oliebranchen. Det er lidt underlidt, men jeg synes, at det har givet mig en rød tråd. Det handler alligevel om mennesker. For eksempel med VSB’erne (Vurdering af Samfundsmæssig Bæredygtighed ifm. råstofprojekter, red.), mens jeg arbejdede ved Carl Bro, interviewundersøgelser under min tid i Nalunaq. Al mit frivillige arbejde og bestyrelsesarbejdet, hvor vigtigheden af at have det kulturelle med. Der har alligevel været en rød tråd i alle de forskellige jeg arbejdede – tror jeg, slutter Tanja.