Grønlandsk dokumentarfilm er nomineret til Nordisk Råds Filmpris

Den grønlandske dokumentarfilm WALLS – Akinni Inuk er blevet nomineret til pris.

Walls følger to grønlandske kvinder, Ruth og Nina, hvis liv flettes sammen bag murene i Grønlands lukkede anstalt i Nuuk.
Offentliggjort

Den grønlandske dokumentarfilm WALLS – Akinni Inuk er blandt de syv nominerede til Nordisk Råds Filmpris 2025. Det oplyser Nordisk Råd i en pressemeddelelse.

Filmen har været otte år undervejs og følger to grønlandske kvinder, Ruth og Nina, hvis liv flettes sammen bag murene i Grønlands lukkede anstalt i Nuuk.

Gennem intime samtaler, optagelser fra anstalten og storslåede billeder af Grønlands natur skildrer filmen et usædvanligt venskab, fælles traumer og håbet om frihed.

Filmen er instrueret af Sofie Rørdam og Nina Paninnguaq Skydsbjerg og produceret af Emile Hertling Péronard for Ánorâk Film.

Præget af varme og øjeblikke af optimisme

I sin begrundelse for at nominere filmen, skriver den grønlandske jury blandt andet, at filmen illustrerer den uforudsigelighed, som er en del af langvarige dokumentarprojekter:

- De tre lag – det selvbiografiske materiale, som er filmet af de indsatte, et portræt af Ruth, som afsoner en dom, og det voksende venskab mellem Ruth og Nina – smelter sammen til en nuanceret og flerfacetteret fortælling.

Juryen skriver også, at filmen er præget af en subtil varme, øjeblikke af optimisme og endda elementer af humor til trods for at filmen behandler tunge temaer som mord, fængselsstraf, vold og forsømmelse:

- Dette usentimentale og direkte greb, nogle gange med et stilfærdigt glimt i øjet, giver dokumentaren en distinkt fortællerstemme med et tydeligt grønlandsk præg.

Powered by Labrador CMS