Fuglene i skufferne

På den trafikerede Jagtvej i København ligger en bygning, som mange passerer uden at skænke den en tanke. 

Facaden er grå og monumental, kun brudt af små, ensartede vinduer og en stor udsmykning af tre gæs i sort, hvid og orange.Det er ikke til at se udefra, men indenfor gemmer sig en af verdens største samlinger af fugleskind – over 150.000 i alt.

Skindene kommer fortrinsvis fra Danmark, Norden, Asien og Latinamerika – men også et par tusinde stammer fra Grønland. Blandt dem ligger en særlig gruppe, som blev indsamlet for præcis 100 år siden.

I 1925 deltog kunstneren og ornitologen Johannes Larsen i en ekspedition til Grønland sammen med Eigil Schiøler – og fra denne ekspedition blev der hjembragt over 500 fugleskind (se forrige udgave af AG, nr 26, ”Klar blå luft og skrigende havørne”, hvor ekspeditionen bliver beskrevet). De blev en del af Zoologisk Museums (nu Statens Naturhistoriske Museum) samling og ligger her endnu, præparerede og registrerede, som vidnesbyrd om en tid, hvor naturvidenskab og eventyrlyst gik hånd i hånd.

Jeg har fået lov til at se nærmere på samlingen, nærmere bestemt fugleskindene fra Grønland i almindelighed og fra fugleekspeditionen i 1925 i særdeleshed - og skal mødes med lektor Peter Andrew Hosner, ph.d. og museets fuglekurator og professor Nikolaj Scharff, museets tidligere samlingschef. De skal vise mig rundt og fortælle om de grønlandske fugle i samlingen, der stadig er forskningsmæssigt interessante – et århundrede efter, de blev indsamlet.

De tager imod mig ved indgangen og fører mig op på 1. sal. Her åbner sig et stort, gråt rum, hvor arkivskabe står skulder ved skulder i snorlige rækker. Rummet ligner et fjernlager for gamle dokumenter fra et departement, og i bund og grund er det også dét – bare med fugleskind.

Et fjerarkiv i systematisk orden

Inde i de store metalskabe ligger skuffer med præparerede fugleskind, så de nærmest kan holde evigt, uden at de går i forrådnelse. Og der er mange fugleskind. Ikke kun ét af hver art, men ofte flere – nogle gange op mod halvtreds eller hundrede – fra forskellige tidsperioder af den samme art. Hver fugl ligger med næb og hale sirligt rettet ud, og på brystet sidder en lille papirlap fastbundet med snor. På den står oplysninger om art, sted og dato for, hvornår fuglen blev indsamlet, og ofte navnet på den person, der har indsamlet den.

Skindene udgør tilsammen en form for datasæt – én fugl fra en bestemt tidsperiode. En art kan være repræsenteret med skind indsamlet over mere end hundrede år, hvor nye skind med jævne mellemrum er blevet lagt til samlingen. Hensigten er ikke at bevare dem som kuriositeter, men som dokumentation: for forskelle mellem fuglene, for ændringer i bestande, og for hvordan arter har flyttet sig gennem landskaber og tid. Det ældste fugleskind i samlingen er angiveligt fra 1899 fra Hamburg – det er en blåmejse.

Da jeg spørger efter en bestemt grønlandsk fugl, går Peter uden tøven hen til et af metalskabene og trækker en skuffe ud. Indholdet afslører en sirlig orden: fugleskind ligger pænt på rad og række, næb i den ene ende, hale i den anden. Han ved præcis, hvor de ligger, og lægger dem forsigtigt tilbage, hver gang en ny fugl bliver vist frem.

Nordisk sporvfugl – et forsvundet væsen

Vi ser blandt andet havørne, sneugler, edderfugle og ryper – og så en særlig fugl, som ikke længere findes i Grønland: nordisk sporvfugl. En 40 til 45 centimeter lang fugl, lyst brunlig med mørkere striber og pletter, med et karakteristisk langt og buet næb.

- Den regnes for at være uddød i begyndelsen af 1960’erne, fortæller Peter.

Arten forsvandt, som så mange andre, som følge af massivt jagttryk.

Jagtfalke og kviksølvets spor

Han hiver endnu et skind frem – denne gang en havørn – for at forklare værdien af lange tidsserier med hjælp af Nikolaj:

- Når man har så lange tidsserier, som vi har her, kan man faktisk bruge skindene til at dokumentere begivenheder, forklarer de begge.

Nikolaj nævner et eksempel fra 1950’erne og 60’erne, hvor forskere begyndte at finde forhøjede niveauer af kviksølv i rovfugle.

- Ved at analysere fjerene fra skind fra forskellige år, kunne man præcisere, hvornår kviksølvet begyndte at dukke op i jagtørnene. Det viste sig at hænge sammen med udledninger fra europæiske industrivirksomheder, forklarer Peter, der har været ansvarlig fuglkonservator siden 2018 og har amerikanske rødder.

En anden årsag til tilbagegangen i antallet af rovfugle skal findes i menneskers målrettede regulering.

- Under for eksempel fugleekspeditionen i 1925 gav den danske stat tilskud til fangere, der skød jagtfalke – fordi man mente, de spiste for mange ryper, siger Peter.

Også disse skind befinder sig i dag i museets samling.

Nye fugle fra Grønland

Indsamlingen fortsætter den dag i dag. Sidst Peter var i Grønland, var i 2023, hvor han arbejdede fra Arktisk Station i Qeqertarsuaq – en forskningsstation under Københavns Universitet.

- For at få lov til at indsamle fugle i Grønland kræver det en tilladelse fra Grønlands Naturinstitut, fortæller han.

Ved sidste tur fik han lidt over tyve fugleskind med hjem til den voksende samling i bygningen ved Universitetsparken på Jagtvej i København.

Deres nuværende placering er midlertidig. Bygningen skal forlades i løbet af nogle år til fordel for nye magasiner di centrum af København. Statens Naturhistoriske Museum blev etableret ved en sammenlægning af Zoologisk Museum, Geologisk Museum, Botanisk Museum og Botanisk Have i 2004 (mere end 20 år siden), men bliver først nu sammenlagt fysisk i nybygget museum i Botanisk Have.