Fik kat for at slippe sutten

Ivalu Katajavaara Seidler har netop været en tur i Nuuk og Sisimiut, men programmet var så fyldt, at hun ikke nåede at mødes ansigt til ansigt og derfor sker interviewet over skærmen. 

Det er en fin erstatning, når nu mødet ikke kunne ske fysisk. Undtagen når skærmen eller lyden fryser. Fagre nye verden.

Ivalu Katajavaara Seidler sidder i sit landlige hjem i Hornsherred på Sjælland i Danmark, som hun købte med sin mand, Matias Katajavaara Seidler, for tre år siden.

Hun sidder i et af værelserne, mens gemalen tager sig af deres syv måneder gamle datter, Anouk, der også får fin underholdning af sin bedstefar, Karl Hansen.

Bedstefar bor ellers i Jylland, men kommer tit over for at besøge sin eneste datters datter. Og datter, selvfølgelig. Og svigersøn.

Det samme gør bedstemor, Nina Kristina Sørensen, hvis eneste barn også er Ivalu. Mor bor også i Jylland, men finder lige så tit vej til hovedstadsøen, for at tilbringe tid med sit barnebarn. Ivalus forældre blev skilt for mange år siden, men betegner det som en lykkelig skilsmisse.

De få ovennævte mennesker er en familie med flernational baggrund. Far Karl (Kaaleeraq) er grønlandsk og kommer fra Akunnaaq – og i øvrigt medstifter af Zikaza, hvor han i mange år spillede bas, hvis der sidder folk, der prøver at komme i tanke om, hvor de kender navnet fra. Mor Nina Kristina er dansk og finsk, der har været barn i Grønland. Manden Matias er dansk, og selv har Ivalu primært boet flest år i Danmark, men brugte for syv år siden tid og kræfter på at finde tilbage til sine grønlandske rødder, og fik bekræftet, at hun altid har haft noget Grønland i sig og med sig. Hun var bare ikke klar over, at det var det, der gjorde hende så meget anderledes, end sine danske jævnaldrende.

- Jeg skulle reintegreres. Det begyndte jeg på i forbindelse med Grønlandsforskning i 2018.

- Jeg var tit ude at sejle som barn i Aasiaat, og jeg har altid båret den der følelse af at være i naturen med mig, som en følelse af ro, siger hun.

Savnet til den grønlandske natur, har hun haft hele sit liv. Men uanset om det er den grønlandske natur eller danske natur, så gør den noget helt særligt for hende.

- Man bliver glad af at være i naturen. Det giver en vis ro, selvom der selvfølgelig er meget store forskelle på de to typer natur, understreger hun og føler sig meget heldig over, at have begge naturer i sig.

- Jeg elsker jo også træer. Når jeg rider, så rider jeg også i skoven, siger hun.

Fra slædehunde til heste

Ivalu Katajavaara Seidler har som sagt ingen søskende, i stedet er hun vokset op med dyr, fortæller hun.

De første leveår tilbragte hun i Aasiaat, indtil den lille familie flyttede til Aarhus, hvor hun fik sin første kat.

- Det var for at slippe sutten i sin tid, griner hun.

Hun nåede også at få nogle slædehunde til sin lille børneslæde, inden adressen blev flyttet til Danmark.

- Det var dengang havisen frøs og man kunne køre ude foran, husker Ivalu.

Det kunne lyde som om, at hun er fra en ældre generation, når hun siger det sådan, men virkeligheden er, at hun kun er 37 år.

Nå, men fra Aarhus rykkede hun og hendes mor videre til Mols på landet, og her kom dyrene virkelig ind i hendes liv. Hun fik sin første hest. Sin første hund. Hun var 12 år.

- Jeg endte med at have fire heste på et tidspunkt. I dag har jeg kun to heste, siger hun.

- Og en hund og en kat.

Ivalu Katajavaara Seidler har endnu aldrig prøvet at leve uden dyr i sit liv.

- Det tror jeg ikke, at jeg ville kunne. Det er så vigtigt for mig, at være sammen med dyr. Det gør et eller andet helt særligt, siger Ivalu Katajavaara Seidler, der var formand for Alkohol- og Narkotikarådet i Grønland indtil valget.

Mental sundhed fra Alaska til Grønland

Ivalu er netop kommet ud af sin barsel, der i Danmark er på et år. Den sidste barsel tager hendes mand. Hun er nemlig del af et prestigefyldt amerikansk forskningsudvekslingsprogram med fokus på Arktis.

- I den forbindelse skulle vi mødes i Nuuk og Sisimiut, så min barsel var nødt til at stoppe der, så det kunne passe sammen, siger hun, mens lille Anouk kan høres i baggrunden.

Ivalu Katajavaara Seidler har gennem hele sin uddannelse haft fokus på mental sundhed. Det gælder også hendes ph.d.-projekt, som hun forsvarede lige inden sin barsel i september sidste år, og som hun tidligere har fortalt om i AG.

Specialet handler om selvmord og mental sundhed.

- Mental sundhed er spørgsmål, om man trives og har det godt, om man er glad i sin hverdag, håbefuld for sin fremtid og at man har nogle gode relationer omkring sig. At man føler, at ens liv er meningsfuldt, forklarer hun.

Næste skridt i hendes forskning bliver en tur til Alaska, hvor hun skal se, hvordan de arbejder med selvmordsforebyggelse og mental sundhed i de oprindelige samfund.

- De er langt foran i forskningen. De har været hurtigere til at kigge på de her beskyttende faktorer, som Grønland også kigger meget på i dag. De har flere forskellige oprindelige folk, der kræver forskellige tilgange, men noget af det, der går igen er natur, kultur og sammenhold, siger hun.

Det er ikke helt overraskende, at hun er endt i det fag, hun er endt i. Når Ivalu tænker tilbage på sit skoleliv, så har hun i et eller andet omfang altid egnet sig til forskning.

- Rent fagligt har jeg altid været god i skolen, men jeg kedede mig lidt. Det var rart at komme i gymnasiet, hvor folk gerne ville lære noget, siger hun.

- Hvad ville du være, da du gik i folkeskole?

- Uha, det er et godt spørgsmål. Jeg tror egentlig, at jeg altid gerne har villet være forsker, uden at vide, hvad det rent faktisk var eller hvordan man blev det. Jeg troede, at man skulle være laborant for at være forsker. Jeg har altid gerne ville undersøge ting, blive klogere, for det elskede jeg. Og det gør jeg stadig, siger hun.

Hun vidste ikke, hvorfor hun i grunden tog gymnasiet, andet end at hendes lærer sagde, at hun skulle. Af samme grund var hun på helt bar bund efter gymnasiet.

- Så havde jeg tre år, hvor jeg arbejdede, for at finde ud af, hvad jeg skulle, siger hun og oplyser, at det blev til statskundskab på Aarhus Universitet.

Efter et år indså hun, at det ikke var for hende og skiftede til folkesundhedsvidenskab, som hun fortsatte på kandidatniveau på Københavns Universitet, for i faget fandt hun sin karrierevej.

- Især det her forskningsmetode passer enormt godt til min hjerne, smiler hun.

Vigtig vidensdeling

Som formand for Alkohol- og Narkotikarådet har Ivalu Katajavaara Seidler blandt andet været med til at indføre de nye alkoholråd. Et område, der ligger hende meget på sinde, da alkohol oftest fører til dårligdomme.

- Jeg var meget fokuseret på, at dele viden om alkohol og de konsekvenser, der følger med, for jeg synes, det er vigtigt, at man kan træffe et informeret valg om alkohol, siger hun og uddyber:

- Når man har en befolkning, der har oplevet så mange traumer og som har været en del af en kolonisering og en voldsom modernisering, så kan vi se at alkohol spiller en kæmpe stor rolle, siger hun og tilføjer, at det selvfølgelig ikke er alle, der bliver påvirket, men det er så her, at samfundet skal stå sammen.

- Hvis vi skal hjælpe dem, der oplever de ståørste konsekvenser af alkohol, så skal vi sørge for, at alle drikker mindre, siger hun.

Derfor synes hun også, at det er en meget modig og vigtig udmelding, som naalakkersuisoq for børn, unge og familier, Mads Pedersen, kom med på pressemødet for nogle uger siden, om en eventuel undtagelsestilstand.

- Problemet er så kæmpestort, at det eneste, der sådan set hjælper, er at gøre noget ved alkohol. For du kan ikke sørge for bolig til alle, du kan ikke sørge for, at alle har en levebar indkomst eller har råd til at købe mad, eller har adgang til uddannelse eller arbejde, og de traumer, som rigtig mange har, kan du heller ikke lige fikse, men du kan fjerne det, der giver flere traumer og flere problemer. Og det er alkohol. For det bliver brugt som selvmedicinering, men det er en dårlig måde at håndtere traumerne på, fastslår hun.

Her går folk som regel ind og siger “Jamen, de er voksne mennesker, skal de ikke selv have valget?”. Det mener Ivalu ikke, at de skal.

- Hvis du for eksempel er rigtig skadet af din opvækst, kan man så bare sige, at det er dit eget valg? Det vil jeg jo sige, at det ikke er, at folk ender i en social deroute, fordi de er så skadede. De skal have hjælp og det er sådan set alles ansvar.

Jagtkulturer og respekt

I kraft af sin musikerfar, har Ivalu Katajavaara Seidler ikke overraskende en forkærlighed for musik. Det giver vel nærmest sig selv, når man har været til koncerter, inden man overhovedet blev født. Hun spiller dog ikke på noget instrument selv.

- De (forældrene, red.) prøvede. Jeg kom på noget musikkonservatorium i Aarhus og jeg fik en guitar og et keyboard og… de prøvede virkelig, men jeg ville bare være sammen med dyr, smågriner hun.

Hvorfor er hun ikke blevet dyrlæge, er der måske nogle, der sidder og tænker nu. Det er der et ganske simpelt svar på:

- Så skal man jo også aflive dyrene. Jeg tager altid ting med mig, jeg er for empatisk. Hvis mine egne dyr for eksempel er syge, så går jeg helt i smulder, forklarer hun, men fastslår at hun har respekt for jagtkulturen.

- Jeg synes, der er noget etisk uforsvarligt i at opdrætte fasaner her i Danmark. De kommer i bur, bliver lukket ud, skudt og så smider man dem bare i en grav. Versus at gå på jagt i Grønland, efter vilde dyr, som har haft et godt liv og hvor hele dyret går til noget godt, lyder det afsluttende fra Ivalu Katajavaara Seidler.