En kvindes vej som fisker

Havet er oprørt under skyerne, og bølgerne slår hårdt mod bådens sider. 

Luften er tung af salt og spænding. Fem både følger den samme kurs, alle på jagt efter den mørke skygge, der er på havets overflade – en vågehval.

Hun har aldrig selv dræbt én før, men hun har set sin far gøre det mange gange. Men nu er det på tide at prøve harpunere hvalen selv. En hval, der er kendt for at være hurtig og smidig i vandet.

Hun griber harpunen og mærker adrenalinen. Det første kast rammer ved siden af, hvalens krop forsvinder i et brus af hvidt skum. Det er svært.

Andet forsøg glider forbi uden at trænge igennem. Bølgerne vugger båden utrætteligt, som om havet selv sætter hende på prøve. Det skal lykkedes. Det måtte lykkedes.

Ved det tredje kast rammer hun. Et kort øjeblik står tiden helt stille.

Hun har gjort det – for første gang har hun fanget en vågehval. En ubeskrivelig glæde, stolthed og spænding overtager hendes krop.

De følelser, bærer hun stadig med sig, når hun er på havet og fisker. Det er her, hun er glad og kan være sig selv. Det er friheden, stilheden og den betagende natur, der gør hendes sjæl fuldkommen.

Det er præcis derfor, hun et par uger før, ellers har ansøgt om at få licens til torskefiskeri, så hun kan være selvstændig erhvervsfisker. Dog uden held. Dette var i året 2021.

Mannannguaq Mathæussen har i dag opnået sin mangeårig drøm. Hun har nemlig i juni fået sin fiskerilicens som erhvervsfisker. Efter flere års kamp og stædighed.

Som selvstændig fisker har hun skabt en tilværelse på egne vilkår – og viser, at drømme kan sejle i alle retninger. Lad os lære kvinden bag gummistøvlerne bedre at kende.

Mannannguaq Mathæussen bliver født den 21. Januar – for 35 år siden – i 1990 i Nuuk.

- Jeg havde altid fødselsdag i sne, fyg og storm, da jeg var barn, fortæller Mannannguaq Mathæussen.

De første minder

At sejle. Hendes første minder er naturen, fællesskab, fiskeri og hytten.

- Jeg er opvokset i naturen. Vi var altid ude at sejle, hvor vi samlede forråd som familie, fortæller Mannannguaq Mathæussen.

Hun er opvokset i blok 9 på Sletten i Nuuk.

- Vi var rigtig mange børn, der boede i blokkene. Så vi har været meget ude, hvor vi legede, løb og ved juletid, sang vi salmer udenfor de mange døre i blokkene, fortæller hun.

Mannannguaqs forældre er Ane Egede Mathæussen og Lars Mathæussen. Moren arbejder i kommunen som konsulent, mens faren er fisker og fanger. Mannannguaq kommer fra en søskendeflok på fem, hvoraf hun er den yngste.

- Jeg har været den, der altid fulgte mine to søstre. Jeg kan huske, da de begyndte at gå i klub, men jeg var mindreårig og blev helt alene i verden. Ajoq, griner hun.

I 1996 startede hun i folkeskolen Ukaliusaq i Nuuk, to minutters gang fra der, hvor hun boede.

- Jeg kan huske min første skoledag, hvor jeg havde grønlandskdragt på. Det havde vi altid til højtiderne. Mine forældre gik meget op i det, fortæller Mannannguaq Mathæussen.

- Mine forældre fortalte for nylig, at de plejede at have meget travlt dagen før jul, med at gøre vores dragter klar til julen. Når vi vågnede, plejede de at lade som om de sov, fortæller hun.

Mannannguaq elskede matematik og fysik og var pigen, der passede perfekt i drengegruppen.

Efter endt folkeskole tog hun den tekniske studentereksamen, HTX, i Sisimiut.

- Det første år var hårdt, på grund af sproget, siger hun.

Det ville Mannannguaq gøre noget ved. Derfor rejste hun til Manchester på EF-sprogskole. Best desicion ever.

- Jeg elskede det. Vi rejste meget og fik blandt andet set London og Liverpool, omringet af mange unge fra mange forskellige lande. Jeg fik en bedste veninde, der kom fra Norge, husker hun.

Tilbage til det kolde nord

Efter seks måneder i det nordvestlige England, vender Mannannguaq snuden tilbage til HTX. Sprogligt stærkere og en masse oplevelser rigere.

- 2. og 3.g gik meget lettere, end det første år, siger hun.

I sine barndomsår dyrkede Mannannguaq forskellige sportsgrene som håndbold og fodbold.

- Jeg har deltaget i nogle mesterskaber og rejst lidt rundt på kysten for at spille kampe, men turneringerne foregik altid i sejlesæsonerne, så det gik ikke rigtig. Jeg valgte tit sejlturene fremfor sporten, siger hun.

I 2012 begyndte hun ellers at studere ingeniørskolen, men stoppede hurtigt igen, da det ikke var lige hendes kop te. Hhm, hvad så?

Verden havde andre planer. I 2013 blev hun gravid og fik sit første barn ud af to året efter i 2014. Lille Uiloq.

Efter babymad og de søvnløse nætter, begyndte Mannannguaq Mathæussen på tandplejeruddannelsen og blev færdig i 2017.

- Så fik jeg et job i en privat tandklinik som tandplejer, fortæller Mannannguaq Mathæussen.

Hun brugte sine fridage og ferier på at fiske sammen med sin far.

Efter et år i tandplejen, sagde hun sit job op. Der manglede noget. Tænkeboks igen. Hvad med anstalten? Immaqa.

I 2019 arbejdede hun som anstaltsbetjent og begyndte på anstaltsbetjentsuddannelsen.

- Jeg blev færdig med studierne, men blev ikke helt færdig med praktikken. Jeg sagde op og blev fisker og fanger i stedet, fortæller Mannannguaq Mathæussen.

Det var bedre. Nu styrer hun sin egen tid og mærker friheden, stilheden og den betagende natur, der gør hendes sjæl fuldkommen.

Køber egen båd

I 2020 køber Mannannguaq Mathæussen sin egen båd, og året efter ansøger hun om erhvervslicens i torskefiskeri. Uden held.

Hun måtte prøve igen med andre jobmuligheder og valgte noget helt andet, end det hun interesserede sig for. Denne gang ville det måske virke.

- Jeg begyndte at arbejde i Synoptik, selvom jeg hellere ville være på havet, siger hun.

Ajunngilaq, hun kan fiske i sin fritid. Men det går ikke rigtig, for hun havde mange sygedage. I 2015 fandt hun af, hun havde kronisk tarmbetændelse.

- Jeg fik ofte stress på de arbejdspladser, jeg har prøvet. Det betød, at jeg fik ondt i tarmen og havde mange sygedage, siger hun.

Mannannguaq Mathæussen sagde atter sit job op og bliver fisker igen som matros.

- Nu hvor jeg kun har beskæftiget mig med fiskeri og jagt i flere måneder, har jeg ikke haft ondt i tarmene siden, fortæller hun.

- Det er nok fordi, jeg laver det, jeg elsker og lytter til min krop mere, hvor jeg selv styrer mine arbejdstimer. Det er en kæmpe frihed, siger Mannannguaq Mathæussen, der altid glæder sig til april. Det er nemlig der, hvor stenbidersæsonen starter.

- Når sæsonen starter er der stadig sne og når vi er færdige, er det allerede sommer, fortæller hun.

Efter stenbiderrogn er det tid til torsk, og så er det rensdyrsæsonen, der følger hastigt efter. Og så er det torsk igen. Og så – når der er kvoter til det – går Mannannguaq på moskusjagt. Sådan kører det, hele året, hvor det skifter hele tiden. Perfekt for hende.

Endelig selvstændig fisker

- Når jeg fisker, kan jeg bedre mærke min krop. Det er min interesse og passion. Der oplever jeg en stor stilhed, og kommer ofte hjem mere afslappet, fortæller Mannannguaq Mathæussen, der også er begyndt på at lære selv at vedligeholde sin båd.

- Det er et stort arbejde og ansvar, at eje en båd. Jeg har for nylig lært hvordan man skifter olie i motoren. Forleden dag var det mig og min veninde, der skiftede olien. Jeg kan nogle gange mærke, at nogle af de andre fiskere bliver betaget af, at det er en kvinde, der gør sådan noget, fortæller hun.

Tidligere på året i juni skete der noget, der ændrede Mannannguaqs liv.

- Jeg fik endelig min licens, som selvstændig erhvervsfisker! Jeg blev så glad, den dag jeg fik det at vide, at jeg var lige ved at holde kaffemik, griner hun.

Efter fire års venten, utallige af forskellige jobforsøg, kan hun nu endelig kalde sig for selvstændig fisker. Med sit hårdt arbejde, stædighed og en dyb kærlighed til havet viser hun, at modet til at følge sit hjerte kan bære én langt.

- Da jeg fik solgt de allerførste torsk, som erhvervsfisker til fabrikken, var jeg så stolt, det er helt ubeskriveligt. Nuan!, fortæller Mannannguaq Mathæussen.

Nu venter hun spændt på vinteren.

- Det er første gang, jeg skal opleve en vinter som fisker. Jeg plejer ellers bare at arbejde et sted om vinteren. Jeg tænkte ellers på, at jeg ville fange hellefisk til vinter, men jeg har fået afslag, fordi jeg er over 29 år, fortæller Manannguaq Mathæussen.

Nu må vi se. Ajunngilaq, det skal nok gå. Det kan ikke gå galt, når hun følger sit hjerte og havets rytme.