40 år med Erfalasorput

- Jeg husker tydeligt, da jeg så vores flag, Erfalasorput, blive hejst for første gang. Jeg var 11 år gammel, og vi skulle fejre vores nationaldag den 21. juni 1985 i Narsaq. Vi stod foran kommunekontoret på det indhegnede grønne areal i nærheden af det gule hus, som matchede de mange mælkebøtter, der blomstrede overalt. Jeg mindes, at det var overskyet, men det kan være at min hukommelse spiller mig et puds. Det er trods alt 40 år siden.

Ja, i år fejrer vi Erfalasorputs 40-års jubilæum. Der var glæde og stolthed blandt befolkningen. Men der var også modstand og manglende forståelse for hvorfor Grønland skulle have sit eget flag. Vi havde jo Dannebrog, som del af Kongeriget Danmark.

Jeg syntes selv, at vores nye rød-hvide flag var grim – virkelig grim. Jeg havde, som en del andre grønlændere svært ved at Dannebrog blev udskiftet med en solnedgang over isen. Jeg var trods alt også et barn, som havde svært ved forandringer. Dengang var jeg heller ikke bevidst om, hvad sådan et symbol havde af værdi for et folk.

Tilvænning og stolthed over min nationalitet har ændret mit syn på Erfalasorput radikalt. Jeg flager stolt, når jeg kan, med det jeg har. For vores flag er blevet et symbol for vores nationale identitet. Noget vi er fælles om.

Vi har som folk, som bor så spredt i en kæmpe ø, mange forskelligheder. Jeg er vokset op i Sydgrønland, så hundeslæden er lige så eksotisk for mig, som det er for en udefrakommende. Der kan være forskelligheder af delikatesser i vores madkultur, som gør at vores forskellighed står frem. Jeg elsker fermenteret sælspæk, mens de fleste Nordgrønlændere foretrækker enten frisk sælspæk eller en saltet version til tørret fisk, kød eller noget tredje. Derudover spiser Inughuit nedgravede søkonger, en delikatesse, jeg har svært ved. Der er sikkert mange andre særegne delikatesser. Vi bor så langt fra hinanden fysisk, at vi helt naturligt har forskelligheder, der tager udgangspunkt i den lokalitet, vi kommer fra. Og så er der det med sproget. Det evige diskussionsemne.

Der er selvfølgelig mange andre områder, vi ikke er fælles om. Jeg har i en tidligere klumme efterlyst hvad vi som folk har af fællesnævnere, så vi kan blive bedre til at støtte og løfte hinanden. I min sidste klumme skrev jeg også om, at fortællinger om grønlændere af grønlændere er med til at definere vores fælles identitet. Da jeg læste Frederik Elsners LinkedIn opslag i sidste uge, blev jeg glad, for han skrev:

»Nationaldagen 2025 bliver en fejring ud over det sædvanlige. I år markerer vi nemlig 40-års jubilæet for vores elskede flag, Erfalasorput – et stærkt symbol på vores nationale identitet og fællesskab.«

Det kan godt være, at Erfalasorput ikke blev budt velkommen af alle i 1985. Det kan også godt være, at der måske er rester af Dannebrog på grønlandske flagstænger ud på kysten (så nogle stykker et sted engang i 10’erne). Men vi flager med vores flag i dag – på kaffebordet, udenfor hjemmene og på arbejdspladser og offentlige institutioner. Erfalasorput er blevet en selvfølge som del af vores nationale symbol. Et symbol, vi som folk har behov for at være fælles om, og som vi er stolte af.

I en tid, hvor der aldrig har været så meget opmærksomhed på Grønland, og hvor der er så stort et behov for at vi står sammen imod udefrakommende kræfter, så er det helt passende at vi som folk sammen hylder vores flag. Et flag, som symboliserer de værdier vi har som folk, den kultur vi har og vores identitet, som en forenet og stærkt folk på verdens størst ø.