16 sjæle – et fællesskab

Niaqornaarsuup Ilua, 2024.

Paneeraq står i jollen og ser ud mod fjeldene i Niaqornaarsuup Ilua i Nordgrønland. Vinden bærer den friske luft og duften af natur gør hende stærk i sjælen. Det er første gang i lang tid, hun er med på rensdyrjagt. Det er ellers som regel hendes mand, Pavia, der går på jagt, uden hende og parrets to børn. Hun er fuldstændig solgt over følelsen af hvor meget rensdyrjagten giver for éns krop og sjæl. Langt væk fra byens larm, omringet af rensdyr, moskusokse og ørreder. Ren luksus.

Tilbage i jollen indånder Paneeraq den friske luft. Uvidende om, at hun om nogle minutter vil skyde sit første rensdyr. Nogle af dagene leder de efter dyr langs kysten, frem for at gå de lange ture fra teltene. Dette er en af dagene.

Ud af det blå kommer et rensdyr til syne fra de stejle fjelde. Da Paneeraq begynder at skyde, går dyret i panik og løber lige mod dem. Hendes søn hopper af glæde og siger:

- Mor! Du skyder snart dit første dyr!

Paneeraq ryster voldsomt af bare spænding og adrenalin og smiler let til sin søn.

Hun og de andre medjægere hopper hurtigt i land og følger efter rensdyret. Paneeraq skyder igen. Uden at ramme.

Rensdyret løber ud til havet og Paneeraq og de andre går tilbage til båden, for at følge efter. Igen. Hajja.

Tilbage i båden, sigter hun og skyder dyret lige i halsen. Paneeraq har skudt sit første rensdyr i sit liv. Milepæl!

Og det er ikke kun hendes egen sejr, det er alles. For hun ved lige præcis, hvad hun vil gøre med kødet. Inden familien tog på rensdyrjagt, havde hun besluttet sig for at, hun ville give rensdyret til de ældre på plejehjemmet i Uummannaq.

Det gør hun og hendes mand som regel – giver de ældre rensdyr, sæl, narhval og hellefisk.

Paneeraq Zeeb er 33 år, gift med Pavia Zeeb. De bor i Uummannaq sammen med deres børn Nellie og Hans-Peter på ni og 12 år.

- Det er ellers kun min mand, der tager på rensdyrjagt. Men sidste år blev vi spurgt, om vi ikke ville være med og vi har bare fået blod på tanden. Nuan! Jeg vidste ikke, det var så specielt og fantastisk, fortæller Paneeraq Zeeb, der for et par uger siden kom hjem efter en uge på rensdyrjagt i Niaqornaarsuup Ilua. Stedet, hvor hun skød sin første rensdyr.

Sammenhold og priser

Dette års rensdyrjagt skuffede heller ikke, det varede i en uge fra den 13. august til den 19. august.

- Vi var 16 personer fordelt på fem både og fire telte, hvor vi samarbejdede om at lave mad, fange dyr, hente vand og passe børn, fortæller Paneeraq Zeeb.

- Mig og min mand fejrede også vores 10-års bryllupsdag i båden ud for kysten, siger hun.

Rensdyrjagten, at fange og tilberede sin egen mad, er blevet til en værdi hos familien.

- Det har ændret vores liv. Det er blevet til en værdi, at tilberede grønlandsk mad og nu vil vi hellere spise det, vi selv har fanget, fortæller Paneeraq Zeeb.

Det er ikke kun traditionen, der tæller noget, rensdyrjagten er også blevet til en nødvendighed på grund af de markante prisstigninger på priserne.

- Priserne, især i Nordgrønland, er meget høje. For eksempel kan en lille pakke hakket oksekød koste op mod 80 kroner. Jeg vil hellere selv hakke rensdyrkød, frem for at købe det. Det er også meget sundere, siger hun.

Familien laver hakket kød, rensdyr i tern, suppekød og gemmer også noget til højtiderne som fødselsdage og jul.

- Vi skal i år, for allerførste gang, prøve at tørre rensdyr, fortæller Paneeraq Zeeb.

Det er ikke kun Paneeraq, der har fået blod på tanden, det er også hendes to børn, der også er blevet opslugt af jagten.

- Jeg kunne se, hvad de nye oplevelser gjorde ved børnene, hvor de er frie til at samle bær, lede efter ørreder i vandløbet. De er fyldt med glæde og glæder sig altid til den næste lange gåtur, fortæller Paneeraq Zeeb, der kunne se hvor vigtigt det er som familie at udnytte de grønlandske naturressourcer.

Første fangst

Sidste år skød parrets børn deres første rensdyr.

- Det er altid tydeligt at se et barns følelser, når man er ude i naturen. Da mine børn skød deres første dyr, kunne jeg se deres stolte ansigtsudtryk, hvor de føler sig lidt større og stærkere. Dette år skød min søn to rensdyr, han var så stolt, fortæller Paneeraq Zeeb.

Dette år var det hendes mands niårige nevø, der nedlagde sit første dyr, med, og familien havde en fest med høj musik, dans og Faxe Kondi champagne.

- Min mands brors kone fik også skudt sit første dyr. Det har været en fantastisk tur, siger hun.

Nu er familien tilbage i byen. Tilbage fra naturen, hvor rensdyrjagten bandt 16 sjæle tættere sammen. Tilbage fra et sted, hvor alle har været afhængige af hinanden i mødet mellem stilhed og samarbejde, hvor de har fundet styrken i fællesskabet – og friheden i at kunne klare sig selv. I naturen var det ikke priserne på ris og hakket kød der afgjorde noget. Det var evnen til at følge dyrets spor, familiens styrke og sammenhold, der gjaldt.