Selvstyret kommer byggebranchen til undsætning
Selvstyret vil fremrykke bygge- og renoveringsprojekter, så man på den måde kan imødegå afmatningen i byggebranchen.
Der er igen ledig kapacitet i byggebranchen efter flere års travlhed og fyldte ordrebøger
EMJ Atcon
Byggebranchen har efter flere år med fyldte ordrebøger igen ledig kapacitet, hvilket Naalakkersuisoq for Boliger og Infrastruktur Hans Peter Poulsen nu tager action på.
- Det er vigtigt, at vi som offentlig bygherre sikrer en løbende dialog med branchens aktører. Som land har vi en stor interesse i at have en velfungerende bygge- og anlægsbranche. Branchen har stor betydning for landets udvikling, da den bidrager til lokal beskæftigelse, kompetenceopbygning og fastholdelse af vores uddannede unge, siger Hans Peter Poulsen i en pressemeddelelse.
Kollegiebyggeri
Som reaktion på branchens anmodning, har Naalakkersuisut i februar 2024 godkendt en fremrykning af genudbuddet af projektet ’Standard Kollegier Etape 2, Nuuk’. Projektet er i udbud med forventet opstart i efteråret 2024. Departementet for Boliger og Infrastruktur vil løbende vurdere, om der er andre presserende projekter, hvor en fremrykning vil være givende, hedder det i meddelelsen.
- Dertil kan det oplyses, at Selvstyret har flere større byggeprojekter samt en stor mængde renoveringsprojekter på vej i 2024. Forventningen er, at disse projekter også vil kunne bidrage til at aktiviteten i branchen opretholdes.
Det er med baggrund i flere henvendelser fra såvel entreprenør- som rådgiverbranchen samt brancheudvalgene for teknisk rådgivning og entreprise i Grønlands Erhverv, at Naalakkersuisut nu reagerer.