Nu er SAS vendt tilbage til Grønland

Fredag eftermiddag er SAS påbegyndt sin sommerrute mellem København og Nuuk. Det blev markeret med festlighed i lufthavnen.

Offentliggjort

Klokken 14.39 fredag eftermiddag er SAS for første gang i landet i Nuuks nye lufthavn med sit fly fra København. Det markerer samtidig SAS’ tilbagevenden til Grønland. 

Selskabet vil flyve mellem København og Nuuk tre gange om ugen i højsæsonen. 

SAS’ koncernchef, Anko van der Werff, var med flyet og blev modtaget af Greenland Airports’ direktør, Jens R. Lauridsen. 

Anko van der Werff benytter lejligheden til en lille ferie i Grønland med familien, fortæller han Sermitsiaq. 

– Vi skal ud at sejle og forhåbentlig se nogle hvaler, og vi skal se Ilulissat. Det er egentlig en overraskelse, så forhåbentlig når børnene ikke at læse det i avisen, siger han. 

I sin tale til forsamlingen understregede Anko van der Werff, at SAS kommer som partnere. 

Det understregede koncernchefen ved også at invitere Air Greenlands direktør, Jacob Nitter-Sørensen, til at komme til den improviserede scene og sige et par ord til gæster og passagerer.  

Og i stedet for at klippe en snor til indvielsen valgte forsamlingen at knytte et bånd. 

Powered by Labrador CMS