Greenland Cruises: Samarbejdet er udfordret men det er der stadig

Greenland Cruises er en af de selskaber som borgmester Lars Erik Gabrielsen og andre operatører vil have ud af Ilulissat, da selskabet ifølge borgmesteren og de andre protesterende skaber splittelse. Men manden bag en af de udskældte selskaber, Ivik Knudsen-Ostermann, der ejer og driver Greenland Cruises, har ikke planer om at kaste håndklædet i ringen, han vil fortsat gerne arbejde sammen med operatørerne.

Offentliggjort

Greenland Cruises har været i brændpunktet i forbindelse med den verserende turismekonflikt i Ilulissat i over et år. Selskabet beskyldes blandt andet for skatteunddragelse igennem udskudte skatter.

Nu tager ejeren af Greenland Cruises, Ivik Knudsen-Ostermann, bladet fra munden og fortæller overfor Sermitsiaq, at selvom også han står for skud i de mange beskyldninger, så har han ingen planer om at smide håndklædet i ringen:

- Jeg har arbejdet i Ilulissat siden 2013 og har et godt samarbejde med de fleste operatører heroppe. Og det vil jeg forhåbentlig stadig have. Meget af uroen har været online, og efter min mening er det blæst ret meget op på de sociale medier. Jeg samarbejder stadig med Ilulissat Excursions på de fleste af anløbene, og det er jeg glad for, understreger Ivik Knudsen-Ostermann.

Han understreger også, at Greenland Cruises er registreret i Grønland og betaler skat i Grønland. Lige siden december 2012.

Ivik Knudsen-Ostermann henviser til Ilulissat Excursions, fordi borgmester Lars Erik Gabrielsen er medejer og bestyrelsesformand i dette selskab. Borgmesteren har på Facebook kørt en kampagne mod blandt andre Greenland Cruises og opfordret til demonstration mod selskabet.

En god forretning 

- Da jeg startede firmaet, var der ingen grønlandskejede krydstogtagenter i Ilulissat. Der var kun udenlandskejede og selvstyreejede agenter, der tilbød deres services til krydstogtskibene. 

- Da jeg kom til, begyndte jeg med det samme at bruge mindre lokale turbådoperatører, og det har jeg fortsat med at gøre til den dag i dag. Nogle har fundet ud af, at det er en god forretning, og så vil de gerne ind på markedet – med alle kneb.

Og netop det forhold at det er en god forretning, er der ingen tvivl om, men Greenland Cruises har målrettet arbejdet sig frem til at blive hjemmehørende og privatdrevet agent, og det er nok der, hvor andre, der gerne vil lave agentarbejde, skal bruge kræfter for at udvikle sig, og det har Ivik Knudsen-Ostermann med sit selskab formået at bygge op.

Urolighederne koster kunder

Og nu hvor Greenland Cruises har etableret sig som agent, er det svært for Knudsen-Ostermann at forstå, hvorfor man er i en situation, hvor der bruges kræfter på en konflikt i stedet for samarbejde:

- Personligt gør det mig selvfølgelig ked af det, når tidligere samarbejdspartnere ’angriber’ mig på de sociale medier, men mange støtter mig stadig, og det holder mig kørende, siger ejeren af Greenland Cruises, Ivik Knudsen-Ostermann, og han fortsætter:

- Nogle skibe vil ikke tilbyde sejlads med lokale både denne sommer på grund af de uroligheder der primært var sidste år, hvor nogle dukkede op med skilte og bannere, hvorpå der stod, at de, skibene, ikke var velkomne i Ilulissat, hvis de samarbejde med Greenland Cruises. Så det betyder mindre forretning for mig og mindre forretning til de lokale bådejere, der går glip af denne sejlads. Forhåbentlig ændrer det sig til næste år.

Der vil stadig være brug for Disko Line

Men det er ikke kun Greenland Cruises, som de protesterende operatører har set sig gal på. Der er nemlig adskillige selskaber, der bliver nævnt ved navns nævnelse. Disko Line er også genstand for meget hårde beskyldninger, primært at selskabet losser penge ud af landet, og at der sker uren konkurrence i og med, at Disko Line også har servicekontrakt med Grønlands Selvstyre om passagerbefordring.

Borgmester Lars Erik Gabrielsen har også med Avannaata Kommunia i ryggen krævet overfor Selvstyret om at undersøge Disko Line.

Men i mellemtiden ankommer krydstogtsskibene, og forventer at deres turister ombord skal betjenes af grønlandske selskaber, når de er ankommet til deres destinationer i landet. Her påpeger Knudsen-Ostermann, at der stadig vil være brug for Disko Line:

- Der vil altid være brug for Disko Line, da nogle skibe er så store, at det er nødvendigt at bruge de større stålskibe, der kan tage henholdsvis 36 og 60 passagerer. Nogle gange er der 3 skibe i byen, der alle vil have kapacitet.

Så medmindre de grønlandske selskaber, der beskæftiger sig med turisme, smider stridsøksen og i stedet begynder at investere i kapaciteter, der kan levere til krydstogtsturisternes efterspørgsel, vil konflikten nok fortsat lure lige om hjørnet.

Spørgsmålet er nu, om Naalakkersuisoq for erhverv, Naaja H. Nathanielsen kan være med til at genskabe roen, når hun til september kommer til Ilulissat i forbindelse med netop konflikthåndteringen.

I mellemtiden er store udenlandske aviser også begyndt at røre på sig. The Guardian, som er en stor international avis, der nyder anerkendelse for sin kvalitet og indflydelse, har også rettet fokus på turismekonflikten i Ilulissat, hvor avisen har lavet en stor artikel om "en by i splittelse" med henvisning til "Grønlands isbjerghovedstad" med fokus på borgmester Lars Erik Gabrielsen, der har opfordret til protestdemonstrationer, da "lokale operatører er frosset ud af en blomstrende erhverv".

Powered by Labrador CMS