TURISME

Gabrielsen: – Vi bliver ved indtil alvoren bliver erkendt

Borgmester Lars Erik Gabrielsen understreger, at de lokale turismeaktører kæmper for retfærdighed og landets bedste. - Desværre er Naalakkersuisut blevet forblændet af udenlandske lykkejægere, der kun har til hensigt at ødelægge landets spæde turismeindustri, og jeg håber, at turisterne forstår vores frustration, lyder det fra ham.

Offentliggjort

Borgmester Lars Erik Gabrielsen (S) har ikke til hensigt at pakke sin utilfredshed med den førte turismepolitik tilbage. Tværtimod langer han nu hårdt ud efter Naalakkersuisoq for erhverv, Naaja H. Nathanielsen, som han mener er partisk i sagen.

Hvordan partisk?

 - Hun dyrker Grønlands Erhvervs interesser, hun nægter at se på, hvordan de udefrakommende selskaber laver konstruktioner, der udelukkende har til formål at suge penge ud af landet, og hun lader som om, hun bakker op om de lokale, mens andre ufortrødent bliver ved med at tjene penge og tager pengene ud af landet. De lokale kan ikke tjene penge på tomme løfter, derfor skal der meget til, før tilliden kan blive genoprettet, svarer Lars Erik Gabrielsen.

- Om jeg er borgmester eller ej, vil jeg til hver en tid kæmpe for, at de lokale aktører får fortrinsret til at kunne drive deres erhverv og på den måde være med til at generere penge til samfundet. 

Gabrielsen henviser også til, at de lokale aktører har investeret i erhvervet, fordi de tror på at det vil kunne betale sig. 

- Men i stedet for at drive deres erhverv, er de henvist til passivt at se på, at andre tjener strygende på turismen og tager pengene ud af landet.

De lokale aktørers både ligger stille mens andre tjener styrtende

- De lokale aktørers både ligger stille, og de kan dermed ikke sørge for deres forpligtelser, og de kan ikke forsørge deres familier, alt imens store, især danske turismeaktører tjener styrtende på det erhverv, som burde ligge i grønlandske hænder.

Her nævner Gabrielsen flere store turistaktører, som han mener driver stråmandsvirksomhed for at kunne kalde sig hjemmehørende.

- Jeg er meget skuffet over, at udefrakommende virksomheder, som slet ikke betaler hverken skat eller udbytteskat til hverken kommunen eller landskassen får Naalakkersuisuts opbakning og ikke de lokale aktører, lyder det fra Lars Erik Gabrielsen.

Men det er jo lokale aktører, de har etableret sig her i landet?

- På overfladen præsenterer de sig som lokale aktører, det kan de gøre, fordi de allierer sig med få grønlandske aktører, som faktisk fungerer som stråmænd. Men faktum er at de forsvinder lige så snart, højsæsonen er overstået, og hvem bliver tilbage? De reelle lokale, som ikke har tjent noget på højsæsonen.

I en pressemeddelelse udsendt tirsdag understreger naalakkersuisoq Naaja H. Nathanielsen (IA), at Naalakkersuisut ikke er bekendt med forhold om skatteundvigelse begået af selskaber med base i udlandet.

Lars Erik Gabrielsen påstår dog, at flere selskaber blot får lov til at udskyde skatter med den undskyldning, at de skal investere.

- Men prøv også at dykke i kommunens regnskaber, se hvor lidt de har betalt til kommunenkassen i form af selskabsskat, sølle 7 millioner kroner blev det til sidste år, påpeger Lars Erik Gabrielsen. Hvor bliver pengene af, spørger han.



Powered by Labrador CMS