Greenland Airports får hjælp fra Danmark og genåbner snart sikkerhedskontrol
Torsdag vil security for udenrigsrejsende genåbne i Nuuk Lufthavn.
Nuuk Lufthavn
Foto: Oscar Scott Carl
Greenland Airports har nu fundet en løsning på krisen om suspenderingen af sikkerhedskontrollen for udenrigsrejsende i Nuuk Lufthavn
Selskabet oplyser, at et hold certificerede Security-medarbejdere fra to danske lufthavne er ankommet til Nuuk og står klar til at genåbne udenrigstrafikken torsdag.
Suspenderingen har betydet, at passagerer ud af Grønland skal sikkerhedsscreenes i Kangerlussuaq og Narsarsuaq, og det har betydet aflysninger og forsinkelser i flytrafikken.
Sikkerhedskontrollen blev suspenderet af Trafikstyrelsen natten til torsdag på grund af, at efteruddannelsen af personale til sikkerhedskontrollen ikke lever op til de gældende krav.
Det forhold rettes der nu op på, skriver Greenland Airports:
- Samtidig bliver der, inden for de næste par dage, arrangeret således, at Security-personalet i Nuuk hurtigst muligt igen kan varetage deres funktion, lyder det fra selskabet, der beklager den opsigtsvækkende sag:
- Vi ved, at onsdagens lukning af Security i Nuuk har været til stor gene for både flyselskaber og de berørte rejsende. Det beklager vi dybt, og vi arbejder intensivt på at sikre en god oplevelse i vores lufthavn.
Berørte rejsende vil modtage information fra deres flyselskaber vedrørende deres rejse.
Air Greenland har tidligere oplyst, at selskabets udenrigsprogram ville blive omlagt torsdag, fredag og lørdag på grund af den suspenderede sikkerhedskontrol. En afgang til Billund onsdag er aflyst.
Tirsdag returnerede et fly fra United Airlines til New York uden af lande i Nuuk ligeledes på grund af den suspenderede sikkerhedskontrol.