Fond investerer 100 millioner i Amaroq

Danmarks Eksport- og Investeringsfond køber aktier for 100 millioner kroner i mineselskabet Amaroq Minerals Ltd. Der er en større kapitaludvidelse i gang.

I 2024 kom den første guldudvinding i Nalunaq. På billedet Amaroqs direktør, Eldur Olafsson.
Offentliggjort

Den danske fond EIFO (Danmarks Eksport- og Investeringsfond) øger nu sit engagement i Amaroq Minerals Ltd. 

EIFO har købt yderligere aktier for 100 millioner kroner i det børsnoterede mineselskab, oplyser fonden selv. EIFO har været investor i Amaraq siden 2019 via et erhvervssamarbejde mellem den danske regering og Naalakkersuisut. 

– Grønland er et strategisk fokuspunkt for EIFO, og vi ønsker at øge vores aktivitet. Vi ser denne investering som en vigtig del af vores strategi om at bidrage til udviklingen af strategiske mineraler og økonomisk vækst i Grønland, siger Peder Lundquist, adm. direktør i EIFO. 

– Amaroq Minerals har vist stærke resultater, og vi er glade for at kunne bidrage til selskabets fortsatte udvikling.

Nye aktiviteter i Vestgrønland

EIFO’s strategiske investering er en del af en større kapitaludvidelse svarende til i alt 395 millioner kroner fra eksisterende og nye investorer, blandt andet Industriens Pension. 

Amaroq er navnlig kendt for sine aktiviteter i det sydlige Grønland som Nalunaq-guldminen nær Nanortalik, hvor selskabet med en midlertidig godkendelse satte gang i visse produktionsaktiviteter i 2024. For nylig har selskabet opkøbt flere licenser i Vestgrønland. 

Den nye kapital skal blandt andet bruges til at etablere et nyt ressourcecenter i Vestgrønland og accelerere efterforskningsboringer.

Powered by Labrador CMS