DØGNRAPPORT
Mand savnes: Sejlede afsted i nedtrykt tilstand
Politiet efterlyser en mand, som torsdag formiddag sejlede fra Tasiilaq i nedtrykt sindstilstand.
Foto: Oscar Scott Carl
En mand i midten af 30'erne efterlyses nu af politiet.
Vagtchef Carl Sværd fortæller, at manden sejlede afsted fra Tasiilaq ved 10-11-tiden torsdag formiddag, og torsdag aften kl. 22.37 blev han meldt savnet.
Manden er sejlet afsted i en Yamarin 6600, som er en 28 fods motorbåd, og han er blevet set nær Tiniteqilaaq og i Sermilik Fjorden:
- Hvis nogen har set ham, eller har kendskab til hvor han er, må de meget gerne kontakte os, siger vagtchef Carl Sværd.
Tyveri i tre ATV'ere - politiet måtte opgive jagt
Udover den savnede mand har Grønlands Politi været ude til en del alkoholrelaterede hændelser det seneste døgn.
Vagtchefen melder også om tyveri af tre ATV-køretøjer i Sisimiut.
Tyveriet blev anmeldt 02.44 natten til fredag, hvor en patrulje rykkede ud. Patruljen eftersatte i alt seks personer, som havde stjålet de tre ATV'ere.
Patruljen endte dog med at trække sig fra jagten på de stjålne køretøjer, da situationen blev vurderet for farlig, fordi personerne på ATV'erne var tæt på flere påkørsler.
I denne sag efterlyser politiet personer med kendskab til gerningsmændene eller eventuelle vidner.
Politet kan kontaktes på 70 14 48.