Nina Kreutzmann Jørgensen med et brag af en koncert

Fredag aften var Nina Kreutzmann Jørgensen og hendes to musikere på deres danmarksturne kommet til Nordatlantisk Hus på havnen i Odense.

Nina Kreutzmann Jørgensen
Koncert med Nina Kreutzmann Jørgensen
Nina Kreutzmann Jørgensen
Koncert med Nina Kreutzmann Jørgensen

Der var totalt udsolgt i Nordatlantisk Hus. Folk var kommet langvejs fra for at høre Nina Kreutzmann Jørgensen fortolke sine populære sange. Udsolgt i Nordatlantisk Hus betyder, at 160 personer overværede koncerten, og de fik, hvad de kom efter.

Inden Odense var det Esbjerg og Vejle, der havde oplevet Nina Kreutzmann Jørgensen, og efter Odense er det Aarhus og København, der har noget at glæde sig til.

En stor aften

Det var en stor aften for os, der var der. Det var også en stor aften for Nina Kreutzmann Jørgensen, som selvfølgelig underholdt med små og store historier mellem numrene.

- Der er mange, jeg kan kende, var noget af det første, som Nina Kreutzmann Jørgensen sagde.

- Det er så dejligt at komme ud at synge igen, var det næste.

Og naturligvis afbrød hun pludselig sin snak mellem numrene, når der lige var en bekendt, som der skulle siges hej til.

Det blev en aften, hvor vi kom vidt omkring i Nina Kreutzmann Jørgensens musikalske karriere, som jo i mange år har sat sit store aftryk på grønlandsk musik. Vellyd var det også, når de to musikere Jonas Hammer på guitar og Andreas Otte på bas og keyboard rullede sig ud.

At Nina Kreutzmann Jørgensen glemte en tekst midt i det hele, gjorde ikke spor. Der blev blot sunget en anden, og den glemte sang var efter pausen ikke længere glemt, nu var den nemlig nedskrevet på papir.

Folk nød, hvad de hørte og så. Veninderne Karna Olsen og Hansine Hendriksen for eksempel:

- Det er så dejligt at høre grønlandsk musik. Megafedt, som de udtrykte det. En anden mente, at Alberte Windings Lyse nætter aldrig er blevet fortolket så smukt.

Der blev sunget og danset

Og der blev uddelt knus. Mobiltelefonerne kom frem. Der blev optaget videoer i lange baner, som med garanti vil blive set igen og igen. 160 glade mennesker på samme tid, er en dejlig oplevelse. Mange sad stille og roligt med lukkede øjne og sang med.

I den godt to timer lange koncert stiftede vi bekendtskab med mange af Nina Kreutzmann Jørgensens store og meget populære sange. Og hun fortsatte med at dele lidt ud af sit liv. For eksempel med sangen om hendes dukke Karla, som endte sit liv i en flyttekasse, med sangen om den islandske kvinde Helga og om Anna, som aldrig er sur.

Naturligvis skulle hendes etårige søn Aron også nævnes. For første gang var han nemlig uden mor i en noget længere periode.

Silarsuaq takuiuk

Det bedste var naturligvis gemt til sidst. Begejstringen var stor, da Silarsuaq takuiuk var afslutningsnummeret. Så let slap Nina Kreutzmann Jørgensen og hendes to musikere dog ikke. Folk ville have mere. Og det fik de. Ekstranumre naturligvis og så blev Nordatlantisk Hus pludselig omdannet til et dansested, og mange danseglade fik rørt fødderne.

Dejligt med liv og glade dage og dejligt med den mangfoldighed, som publikum afspejlede.

Powered by Labrador CMS