Krisen kradser: RAL vil sætte ejendomme til salg

Faldet i den økonomiske aktivitet i samfundet udfordrer Royal Arctic Lines indtjeningsevne. Royal Arctic Line vil derfor i år sætte ejendomme og andre aktiver til salg, der ikke bidrager til rederiets egentlige formål: forsyning af den grønlandske befolkning. Formålet er at forbedre selskabets likviditetsreserve.

Royal Arctic Line er udfordret på flere fronter, da en nedgang i den økonomiske aktivitet her i landet vil resultere i stagnerende fragtmængder, fremgår det af rederiets årsrapport for 2023, hvor man omtaler forventningerne til 2024.

Fragtraterne blev hævet med 6,4 procent ved indgangen til 2024 for at modvirke de stigende omkostninger foranlediget af en høj inflation. Det skulle sikre, at de stigende omkostninger for rederiet kan blive dækket af.

Et fald rammer hårdt

- Den økonomiske aktivitet i samfundet er alt afgørende for fragtmængderne og dermed selskabets indtjening. Fald i den økonomiske aktivitet vil ramme hårdt, og en budgettering efter et nulresultat medfører en mere finansielt udsat tilstand. 

- Den økonomiske udvikling vil derfor blive nøje fulgt, og der vil blive foretaget korrigerende handlinger, hvis godsmængderne viser sig vigende, fremgår det af ledelsesberetningen, hvor koncernen afslører, at man har en forventning om at lande et årsresultat for 2024 på mellem 0 og 15 millioner kroner.

Bundlinje-krav

RAL har igennem de seneste år investeret store beløb i en flådefornyelse.

- Renter og afdrag på de lån, der er optaget som følge af flådefornyelsen samt opsparing til fremtidige investeringer betyder, at kravet til selskabets bundlinje fortsat er højt. Derfor vil selskabet i løbet af 2024 arbejde målrettet på at forenkle processer og øge digitaliseringen med henblik på at reducere omkostningerne yderligere, oplyses det.

I 2023 tjente rederiet gode penge på ikke-koncessionerede opgaver, men i år forventer man et fald på omkring 20 millioner kroner blandt andet som følge af afslutning af storskalaprojekter.

Det bliver oplyst, at rederiet i løbet af 2023 har “intensiveret dialogen med det amerikanske militær med henblik på at genoptage forsyningen af Pituffik Space Base”.

Det selvstyreejede selskab holder generalforsamling den 13. maj, hvor årsrapporten formelt skal godkendes. 

Powered by Labrador CMS