Skiskytte leverer kæmpe resultat

Sondre Slettemark har vundet finalen i Norges Cup mod nogle af de bedste i verden i klassen 20 til 22 år.

Sondre Slettemark har vundet finalen i Norges Cup.

Skiskytten Sondre Slettemark leverede et absolut topresultat, da han i weekenden vandt finalen i Norges Cup.

Ifølge Grønlands Biathlon Forbund er det aldrig sket før, at en udlænding har vundet, og dernæst hev 19-årige Slettemark sejren i hus i et felt med nogle af verdens bedste skiskytter.

Løbet gik over 12,5 km fællesstart med fire skydninger, og på grund af en dårlig seedning startede Sondre Slettemark næsten sidst i feltet med 45 deltagere:

Verdensmester missede

- På første mellemtid var han derfor helt nede på en 38. plads. Men derfra gik det støt opad på listen, og efter 3. skydning var det Sondre og verdensmesteren på distancen Sivert Gerhardsen, det handlede om.

- 4. skydning skulle afgøre løbet. Gerhardsen er normalt ekstremt træfsikker og hurtig, men skød èn forbier. Sondre brugte lidt mere tid men ramte alle. Derfra og ind til mål var det ingen tvivl, skriver Grønlands Biathlon Forbund.

Sondre Slettemark udtaler, at det var et fantastisk løb for ham:

- Den fysiske forme har været rigtig god gennem hele sæsonen, men jeg har fået en del ”næsten” placeringer, fordi skydningen ikke altid har været af top klasse.

OL 2026 er sandsynligt

- Idag stemte det hele, og jeg vidste, da jeg kom ind til sidste skydning, at hvis vi skød samme resultat, så ville jeg tage han på de sidste 2,5 km. Når han bommede og jeg ramte, så blev sidste 2,5 km en parade, lyder det fra skiskytten.

Søndag deltog Sondre Slettemark i stafet, hvor det blev til femteplads.

Forbundet oplyser, at konkurrencesæsonen er afsluttet og ny træningssæson starter omkring 1. maj:

- Næste år og året efter er han stadig Juniorløber, men vil nok løbe mere i senior klassen. OL 2026 er et naturlig delmål. Hvis der skulle fordeles pladser idag, ville han ud fra IBU-point listen blive tildelt et wildcard.

- OL plads om to år synes derfor meget sandsynligt, skriver Grønlands Biathlon Forbund om planerne for den 19-årige skiskytte.

Powered by Labrador CMS