HÅNDBOLD

Anders Friis stopper som landstræner

Landstræner Anders Friis og assisterende landstræner Kim O. Petersen stopper med øjeblikkelig virkning på grund af besparelser i forbundet.

Landstræner Anders Friis tager konsekvensen og stopper med øjeblikkelig virkning som landstræner for damelandsholdet i håndbold. Nu sætter vi fokus på udvikling af både dame- og herresiden hos landsholdene, lyder det fra formanden for TAAK, Carsten Olsen.

Grønlands Håndboldforbund er økonomisk hårdt ramt efter deltagelsen i VM for kvinder i 2023. Nu tager forbundet en drastisk beslutning, og landstræner Anders Friis samt assisterende landstræner Kim O. Petersen konsekvensen og stopper i deres virke med øjeblikkelig virkning.

Det melder forbundet TAAK i en pressemeddelelse.

- Det er naturligvis ikke nogen ønskesituation, men en nødvendighed i bestræbelserne på at sikre vores udvikling, uden at ødelægge økonomien. Vi har i bestyrelsen vendt og drejet vores situation. Skulle vi droppe nogle af vores landshold, eller droppe en VM kval for enten herrelandsholdet, eller U18 herrelandsholdet, eller et VM for U18 pigerne, men vi er enige om at vi skal sikre den sportslige del, lyder det fra formanden for TAAK, Carsten Olsen.

Kvindelandshold tager faldet

TAAK’s formand understreger, at fratrædelsen af landstræner og assisterende landstræner er en manøvre, der skal sikre håndboldens fremtid i Grønland. Til trods for, at trænerteamet har ført kvindelandsholdet til VM sidste år, må de tage faldet så andre landshold kan overleve forbundets økonomiske knæk.

TAAK oplyser, at de har været nødsaget at tage den konsekvens på grund af manglende politisk opbakning til eliteidræt.

- Vi vil have lov til at være ambitiøse på både dame og herresiden. Vi vil stadigvæk til VM, men det kræver at vi får set den kultur, der er. Vi skal prøve at komme tættere på vores spillere og give dem forståelsen for, hvad det kræves. Ikke kun at have ambitionen om at kvalificere sig til VM, men faktisk også spille tættere op med konkurrenterne og vinde kampene, siger Carsten Olsen.

Store ambitioner for håndbold

TAAK oplyser, at der allerede ligger en langsigtet plan for herrerne med landstræner Johannes Groth i spidsen. Dette skal ske i samarbejde med ungdomslandstræner Angutimmarik Kreutzmann, der skal være med til at sikre et bæredygtigt herrelandshold i fremtiden.

På damesiden skal Victoria Budek Svendsen føre U18 pigerne til VM, og skal i den forbindelse arbejde med en naturlig generationsskifte, der skal skabe et godt damelandshold i fremtiden.

Formanden for håndboldforbundet understreger, at både Anders Friis og Kim O. Petersen har arbejdet hårdt for at skabe fremdrift hos damelandsholdet:

- De har viet meget af deres tid til at hjælpe og udvikle damelandsholdet. Dette skal de have en voldsom stor tak for, siger han.

Powered by Labrador CMS