Professor: Kunstigt lave brændstofpriser efterlader problem

En lav pris på brændstof sender ikke de rigtige signaler til forbrugere og virksomheder, lyder vurderingen fra formanden for Økonomisk Råd.

- At holde en lav pris bremser en hensigtsmæssig ressourceanvendelse, og den giver ikke de rigtige signaler til forbrugere og virksomheder, vurderer Torben M. Andersen.

Tirsdag aften meldte KNI nye priser på brændstof ud. Priserne hæves, men samtidig blev det oplyst, at tidligere års overskud i KNI bruges til at holde priserne lavere end priserne på verdensmarkedet.

Den fremgangsmåde er dog ikke uproblematisk, lyder vurderingen fra formanden for Økonomisk Råd og professor i økonomi, Torben M. Andersen.

Han peger på, at de fleste OECD-lande beskatter fossile brændsler for at reducere forbruget og understøtte en omlægning til andre energiformer:

- Ved at holde priserne på brændstoffer lave, vil priserne fortsat være markant lavere end priserne i andre lande. Det understøtter ikke en udvikling væk fra konventionelle energikilder og efterlader et stort tilpasningsproblem, skriver Torben M. Andersen i en skriftlig reaktion til Sermitsiaq.

De lave priser skaber uheldige incitamenter, lyder det videre:

- At holde priserne lave i en periode udsætter en tilpasning og skaber en risiko for et markant prisløft over en kort periode. De lave priser skaber uheldige incitamenter og understøtter dermed ikke en omlægning af rumopvarmningen, skriver Torben M. Andersen.

2,5 kr. billigere pr. liter

KNI oplyste tirsdag aften følgende om subsidieringen af brændstofpriserne, som er aftalt med Naalakkersuisut:

- De nye brændstofpriser er således ca. 2,50 DKK billigere/ltr. end de senest offentliggjorte priser i Danmark på benzin, diesel samt petroleum, renset for afgifter, hvilket afspejler de nuværende verdensmarkedspriser.

Sermitsiaq har spurgt KNI om, hvor mange penge selskabet vil bruge på at holde priserne lave, men har i skrivende stund ikke modtaget svar.

Upræcis støtte

Set fra et økonomisk synspunkt er det ikke fornuftigt på den måde at øremærke KNIs overskud, vurderer Torben M. Andersen:

- Et råderum skabt af overskud i KNI bør indgå i en samlet økonomisk prioritering og ikke øremærkes til et specifikt formål. At holde en lav pris bremser en hensigtsmæssig ressourceanvendelse, og den giver ikke de rigtige signaler til forbrugere og virksomheder.

Han understreger, at det heller ikke er en præcis måde for eksempel at hjælpe mindrebemidlede borgere, fordi den billige brændstof kommer alle til gode:

- Fordelingspolitiske hensyn tilgodeses bedst via indretningen af det sociale sikkerhedsnet, lyder det fra Torben M. Andersen.

Powered by Labrador CMS