Omkring 50 vrede demonstranter ville ikke høre på Kielsen

Det skabte stor undren over hvorfor Naalakkersuisoq for fiskeri og fangst ikke stillede sig op foran fiskerne med Naalakkersuisuts budskaber om forslaget til den nye fiskerilov. - De ville ikke høre på, hvad jeg havde at sige i forbindelse med deres demonstration, så sådan blev det, forklarer Kielsen overfor Sermitsiaq.

Omkring 50 demonstranter var samlet ved Inatsisartuts mødesal for at vise deres utilfredshed.

Det er blevet til en meget kaotisk start på dagens Inatsisartut-møde, hvor formandskabet trak sig tilbage til deres mødelokale og holdt et timelangt møde som offentligheden ikke får noget at vide om, hvad indeholdt.

Men omkring klokken 14:30 gik dagens store emne, nemlig forslaget til Inatsisartutlov om fiskeri.  

Her kan Naalakkersuisoq for fiskeri og fangst, Kim Kielsen (S) med forlænget taletid fremlægge Naalakkersuisuts visioner om fremtidens fiskeri i Grønland og den rammelov der skal sikre fiskeriets lovgivningsmæssige bestemmelser.

Men forud for det var der en demonstration som fiskernes og fangernes organisation KNAPK har arrangeret. 

Jeremiassen: Politikerne vil spænde ben for mig

De nægtede at give Naalakkersuisoq for fiskeri og fangst, Kim Kielsen ordet.

Til gengæld brugte formanden for KNAPK, Nikkulaat Jeremiassen en stor del af sin taletid til at påstå, at Naalakkersuisut og politikere i Inatsisartut har gjort alt for at spænde ben for hans formandskab i organisationen. 

Han kom med et eksempel om, at Naalakkersuisut har frataget KNAPK alle tilskudsgivende aktiviteter (angiveligt rådgivningsenheden KONFIFA, der rådgiver fiskere, og som efter udbud er kommet til SQRK, som ledes af tidligere formand for KNAPK, Henrik Sandgreen, red.)

Fiskerne bange for at blive hevet i land

Nikkulaat Jeremiassen kom med en forklaring på, hvorfor de har valgt at demonstrere. Han fortæller om en hel række kritikpunkter i forhold til Naalakkersuisuts forslag til en ny fiskerilov.

KNAPK har igennem organisationens høringssvar forsøgt at komme igennem med en alternativ fiskerilov, hvor der ifølge organisationen tages højest mulig hensyn til de kystnære fiskere.

Det forhold, at det fremover skal være valgfrit om kvoterne skal være individuelt omsættelige kvoter, bliver af KNAPK fortolket som, at fiskeriloven vil hive fiskerne i land.

- Hvis fiskeriloven bliver vedtaget i dens nuværende form, betyder det at halvdelen af vores medlemmer bliver hevet i land, og arbejderne, der arbejder på fabrikkerne vil blive sendt hjem, påpegede Jeremiassen under demonstrationen.

KNAPK er også yderst utilfreds med at Royal Greenland ifølge KNAPK fritages for at blive ramt, og dette uden at kræve overfor selskabet at sikre retfærdige indhandlingspriser, ej heller bonus til fiskerne. 

- Dette samtidigt med, at intet af vores anbefalinger i vores høringssvar blev hørt, anbefalinger som ville komme fiskerne til gavn. Så intet i den kommende fiskerilov vil komme til at gavne fiskerne, lyder det fra Jeremiassen.

Partierne er i skrivende stund i gang med at fremlægge deres reaktioner på fiskerilovsforslaget.

Powered by Labrador CMS