Nyt høreapparat kan give grønlandske børn bedre trivsel

Mange grønlandske børn har hørenedsættelse på grund af en høj forekomst af mellemørebetændelse. Ny forskning viser, at et særligt høreapparat kan afhjælpe nogle af de udfordringer, som børnene møder, skriver SDU på sin hjemmeside.

Når barnet har ondt i øret viser en undersøgelse hos lægen ofte, at barnet har mellemørebetændelse.

Her i landet er der en høj forekomst af mellemørebetændelse hvilket betyder, at mange har fået nedsat hørelse. I nogle skoleklasser er det helt op til hver tredje elev, der har nedsat hørelse, skriver Syddansk Universitet, SDU på sin hjemmeside.

Overladt til sig selv

SDU skriver, at på trods af, at mange børn har hørenedsættelse, har de og deres familier ofte oplevet at være overladt til sig selv, da der indtil nu ikke har været tilstrækkeligt med specialister og behandlingsmuligheder, herunder høreapparater. 

Nu har en gruppe børn i Grønland på forsøgsbasis afprøvet en ny type høreapparat i et års tid – og deres erfaringer kan man blive klogere på i rapporten ”Livet med høreapparat: Perspektiver fra børn, familier og skolepersonale”.

Bag rapporten står forskere ved Center for Folkesundhed i Grønland på Statens Institut for Folkesundhed, der har interviewet ni familier samt skolepersonale.

- Fordi hørenedsættelse er et så stort problem i Grønland, er det vigtigt løbende at afprøve nye behandlingsformer og især at lytte til børnenes og familiernes oplevelser, siger Charlotte Brandstrup Ottendahl, som er akademisk medarbejder.

Leger bedre med andre børn

Det nye høreapparat adskiller sig fra andre typer ved, at det vil kunne udleveres lokalt i Grønland eventuelt af en sundhedsmedarbejder, og justeres af speciallæger på Rigshospitalet i Danmark via en app. Derfor behøver børnene og deres familier ikke at vente på, at speciallæger kommer til Grønland. 

Høreapparatet sættes på med en elastisk bånd om hovedet på børnene.

- Især i starten oplevede de fleste familier en positiv forandring ved brug af høreapparatet. Børnene kunne i højere grad følge med i skolen, de kunne bedre lege med andre børn samt kommunikere og tale med deres familie. Det øgede i høj grad deres trivsel, forklarer Charlotte Brandstrup Ottendahl.

Samtidig oplevede skolen, at børnene fik et større ordforråd og forbedrede deres skriftlige evner.

Skal tilpasses til arktiske forhold

Undersøgelsen viser dog også, at børnene primært brugte høreapparatet i skolen, da de blev trætte i hovedet og ikke kunne have det på en hel dag.

- De havde også problemer med at bruge det udendørs, da man ikke kan have en hue på samtidig, hvilket er en særlig udfordring, da grønlandske børn har hue på størstedelen af året, når de er udenfor, siger Charlotte Brandstrup Ottendahl.

Flere syntes også, at høreapparatet var ubehageligt at have på samt svært at anbringe korrekt. Samtidig havde familierne udfordringer med at anvende app’en og kommunikere med sundhedsvæsenet, blandt andet på grund af sprogbarrierer og manglende kontaktpersoner ved spørgsmål til høreapparatet.

- Undersøgelsen viser, at børn med hørenedsættelse har glæde af at bruge det nye høreapparat, men at teknologien skal tilpasses en arktisk kontekst, siger Charlotte Brandstrup Ottendahl.

Powered by Labrador CMS