Nødstedte skibe hjulpet fri af isen 

Arktisk Kommandos Hvidbjørnen har undsat to skibe, der var fastklemt i havis ved Ilulissat.

Inspektionsskibet Hvidbjørnen har hjulpet to skibe fri af havis i denne uge - her er det billeder af Gustav Dalen.

Et skib, der var beskadiget og sad fastklemt i havis lidt nord for Ilulissat, er onsdag blevet hjulpet fri og bugseret ind til havnen i Ilulissat.

Det oplyser Arktisk Kommandos presseofficer, Camilla Schouw Broholm, til Sermitsiaq.

Arktisk Kommando fik meldingen om det nødstedte skib søndag, og efter en sejlads på 15-16 timer nåede inspektionsskibet Hvidbjørnen frem til fartøjet Gustav Dalen.

Hvidbjørnen fik Gustav Dalen fri af isen og sikkert til havnen i Ilulissat.

Herefter skulle inspektionsskibet fortsætte sin patrulje, men det måtte udsættes, da der kom melding fra et andet skib i området, der også var i problemer.

Hvidbjørnen sejlede mod positionen, og fik brudt is ved skibet, så det kunne fortsætte sin sejlads ved egen kraft.

Nu er Hvidbjørnen på vej videre på sin patrulje og fortsætter i første omgang mod Sisimiut, oplyser presseofficeren.

Powered by Labrador CMS