Mand får betinget dom for vold og bedrageri

En 35-årig mand er blevet idømt en betinget dom på baggrund af adskillige tiltaler for blandt andet vold og bedrageri.

Hele 13 forhold skulle Sermersooq Kredsret tage stilling til, da retten kort før påske afviklede en retssag mod en 35-årig mand.

Manden var tiltalt for en række forbrydelser begået over flere år startende i 2019 og frem til august 2022, og der var afsat tre retsdage til sagen.

Manden blev frifundet af kredsretten for tre forhold i anklageskriftet - det gælder blandt andet et forhold, hvor han var tiltalt for have udtalt trusler omhandlende sin mor, ligesom manden også blev frifundet i to tilfælde af indbrud og tyveri af alkohol.

Den 35-årige blev dog fundet skyldig i ni forhold og delvist skyldig i yderligere et forhold. Det oplyser Morten Hvergel fra anklagemyndigheden i Grønlands Politi til Sermitsiaq.

Kastede tube efter læge

Som foranstaltning for forseelserne blev manden idømt betinget anbringelse i anstalt i ni måneder med en prøvetid på tre år. Betinget vil sige, at manden kun skal afsone foranstaltningen, hvis han begår ny kriminalitet.

Den 35-årige blev blandt andet fundet skyldig i bedrageri, at have påført en butik et tab på 1.000 kr. ved at forsøge at betale et Oddset-spil med gamle Oddset-kuponer. Episoden fandt sted i august 2020. 

Han blev ligeledes kendt skyldig i fire tilfælde af vold - herunder et tilfælde af vold mod en kvinde, som han ifølge anklageskriftet slog og sparkede i hovedet. 

Derudover blev han også kendt skyldig et tilfælde af vold mod en person i offentlig tjeneste. Her var der tale om en læge på skadestuen i Nuuk, som manden ifølge anklageskriftet  havde kastet en tube gel efter, fordi lægen ikke ville give en bestemt dosis medicin, som den nu dømte krævede.

Morten Hvergel fra anklagemyndigheden oplyser, at kredsrettens dom er blevet modtaget af parterne, og Morten Hvergel udtrykker tilfredshed med, dels at den årelange sag nu har fundet en afslutning, dels at den tiltalte for de fleste punkters vedkommende blev dømt efter anklageskriftet.

Powered by Labrador CMS