OPPOSITIONEN SPØRGER

Hvem er konkurrencen skadelig for?

Naalakkersuisut har ikke planer om at liberalisere adgangen til satellittjenester i Grønland. Det er flere partiformænd uforstående over for.

Formand for Atassut, Aqqalu C. Jerimiassen, og Demokraatits formand, Jens-Frederik Nielsen, ønsker at høre Naalakkersuisuts holdning til at tillade satellittjenester som Starlink at operere herhjemme.

I Grønland betaler borgerne i de større byer overpris, så borgerne i de mindre byer kan få adgang til services.

Sådan udtrykker formanden for Atassut, Aqqalu C. Jerimiassen, sig i flere debatindlæg, efter at partiet har fremsat adskillige forslag om at lade bygder, der har en "dyr og dårlig" internetforbindelse, benytte teleudbyderen Starlink. Forslaget kunne potentielt give borgerne billigere internet, mener partiformanden.

ABONNENTER

Denne artikel er fra en af Mediehusets aviser. 

Fremover vil historier som denne kræve abonnement.

God læselyst, og god fornøjelse.

Naalakkersuisoq for infrastruktur, Hans Peter Poulsen (S), mener derimod, at Grønland skal passe på med at åbne for konkurrence.

- Vi skal passe på, at vi ikke åbner for en konkurrence, som potentielt kan ødelægge forsyningssikkerheden og økonomien i vores samlede teleinfrastruktur. Det vil betyde, at der er ydelser, som vi ikke længere vil kunne få, herunder telefoni. Det vil også betyde, at vores telekommunikation kontrolleres af udenlandske interesser, udtaler han i en pressemeddelelse.

Tilbage sidder Atassut-formanden uforstående.

- Hvem er konkurrence skadelig for? spørger Aqqalu C. Jerimiassen.

Telemarkedet er sårbart

Det er ikke kun Atassut, der lige nu har fokus på telemarkedet. Også Naleraqs formand, Pele Broberg, og Demokraatits formand, Jens-Frederik Nielsen, vil høre Naalakkersuisuts holdning til at lukke andre aktører på teleydelser og internet, herunder Starlink, ind på markedet. I en række §37-spørgsmål spørger Jens-Frederik Nielsen, om der er planer om at åbne for konkurrence på telemarkedet.

Her må Hans Peter Poulsen dog skuffe Demokraatit-formanden. Telemarkedet og telekommunikationsforsyningen er sårbar, og man skal derfor være forsigtig med tiltag, der kan true forsyningssikkerheden, skriver naalakkersuisoq.

- Naalakkersuisut har ikke planer om at liberalisere adgangen til satellittjenester i Grønland, da det risikerer at undergrave økonomien og forsyningssikkerheden under den grønlandske teleinfrastruktur.

Ved fri adgang til satellittjenester vil Tusass A/S ifølge Hans Peter Poulsen miste indtjening, hvilket vil udfordre teleselskabets evne til at vedligeholde og udvikle den grønlandske teleinfrastruktur.

- Naalakkersuisut har ikke planer om at liberalisere adgangen til satellittjenester i Grønland, da det risikerer at undergrave økonomien og forsyningssikkerheden under den grønlandske teleinfrastruktur, siger naalakkersuisoq for infrastruktur, Hans Peter Poulsen (S).

- Ved fri adgang til satellittjenester kan man forvente, at de udenlandske teleudbydere alene tilbyder de teleljenester, hvor de kan tjene penge og kun så længe, at det er økonomisk rentabelt for dem. Tusass vil dermed miste indtægter, mens deres udgifter til teleinfrastrukturen ikke mindskes af en liberalisering, siger Hans Peter Poulsen.

Borgerne har fortjent bedre

Aqqalu C. Jerimiassen forstår argumentet om forsyningssikkerhed og sikkerhedspolitiske hensyn, men det er dog ikke hans indtryk, at bygderne i Øst- og Nordgrønland allerede har en særlig høj leveringssikkerhed. Derfor er han uforstående over for, hvorfor borgerne i yderområderne ikke kan benytte Starlink.

- Forslaget kunne potentielt give borgerne billigere internet, frigive båndbredde i områder, hvor der mangler, og måske endda fritage Tusass for at skulle håndtere nogle af de dyreste kunder i landet, skriver Aqqalu C. Jerimiassen.

Den teknologiske udvikling er løbet fra lovgivningen, og den sikrer ikke længere borgerne de bedst tænkelige internetydelser, mener Aqqalu C. Jerimiassen.

- Den teknologiske udvikling går stærkt, og vi kan ikke bare lade som om, at den struktur, vi har brugt siden 1970’erne, stadig er den bedste. Vores medborgere i udkantsområderne har fortjent bedre.

Departementet for boliger og infrastruktur oplyser, at de er i gang med at udarbejde en redegørelse for muligheder og trusler ved de nye satellitudbydere. Den er planlagt til at blive sendt til Inatsisartut under forårssamlingen, som starter i dag fredag.

- Vi skal tænke os meget grundigt om, før vi træffer en sådan beslutning. Vi vil ikke have mulighed for at trække beslutningen tilbage senere, hvis det går galt, siger Hans Peter Poulsen som afsluttende kommentar til forslaget om at tillade satellittjenester operere uden om Tusass’ koncession.

Powered by Labrador CMS