Højtstående republikaner opfordrer kolleger til at hjælpe Ukraine

Donald Trumps udenrigsminister, Mike Pompeo, vil have republikanerne til at vedtage hjælpepakke til Ukraine.

Søndag lød det direkte fra Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, at Ukraine taber krigen mod Rusland, hvis Kongressen ikke vedtager hjælpepakken. Foto af ukrainske soldater ved fronten.

De republikanske politikere i den amerikanske kongres bør vedtage præsident Joe Bidens foreslåede hjælpepakke til Ukraine.

Sådan lyder det mandag i et offentligt brev fra republikaneren Mike Pompeo, der var udenrigsminister under ekspræsident Donald Trump.

- Vi opfordrer jer til at gå forrest og stemme om hjælpepakken, lyder det.

Den 95 milliarder dollar - omtrent 652 milliarder kroner - store hjælpepakke, der også omfatter hjælp til Israel og andre lande, er allerede blevet vedtaget i Senatet.

Men i Repræsentanternes Hus, hvor republikanerne har et snævert flertal, har formand Mike Johnson afvist at sende pakken til afstemning.

Det til trods for, at flere parter har advaret om konsekvenserne for Ukraine, hvis hjælpepakken ikke bliver vedtaget.

USA's forsvarsminister, Lloyd Austin, advarede i marts om, at Ukraines eksistens kan blive truet uden yderligere opbakning.

Søndag lød det direkte fra Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, at Ukraine taber krigen mod Rusland, hvis Kongressen ikke vedtager hjælpepakken.

Støtten til Ukraine udgør 60 milliarder dollar - cirka 412 milliarder kroner - af hjælpepakkens samlede størrelse.

Pompeos kommentar kommer efter advarsler fra en række andre højtstående republikanske politikere om, at partiet er blevet inficeret af russisk propaganda.

- Russisk propaganda er kommet til USA og har inficeret en god del af mit parti, sagde republikaneren Michael McCaul, der er formand for udenrigsudvalget i Repræsentanternes Hus, i sidste uge.

McCauls kommentar blev efterfulgt af en lignende fra Mike Turner, formand for efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus.

Han henviste søndag til, at flere kongresmedlemmer "fejlagtigt" har beskrevet krigen som en konflikt mellem Rusland og forsvarsalliancen Nato.

- Det gør det sværere for os at se krigen som en kamp mellem et autoritært styre og demokratiet, når den slags propaganda rodfæster sig.

Powered by Labrador CMS