Grønlandsk soldat blev ven med USA’s præsident

Det er nok en tilnærmelse at kalde det en hemmelig historie. Men der findes ikke mange oplysninger om de grønlændere, der uden for landets grænser deltog aktivt i krigen mod tyskerne og japanerne under Anden Verdenskrig.

 Men de var der. 

Søfolk, der aldrig vidste, hvornår en tysk ubåd i dybet havde deres skib på sigtekornet og en torpedo i røret - knap 2000 danske, grønlandske, færøske og islandske søfolk omkom. Grønlændere, der meldte sig ind i modstandsbevægelsen i Danmark med risiko for at komme i kløerne på Gestapo eller værre. Samt soldater, der i forreste række deltog på slagmarkerne, i de allieredes tjeneste.

Særligt en historie synes at trænge sig på. Beretningen om Adam Dorph fra Qaqortoq, der som 14-årig under et ophold i New York lod sig hverve som marinesoldat til den amerikanske flåde. Han kom til at deltage i Stillehavskrigen ombord på et hangarskib og blev for sin indsats efter krigen inviteret på besøg hos den amerikanske præsident. 

Lang tid efter krigens afslutning var Adam Dorph plaget af drømme om krigen. Det var slemt at leve videre med erindringen om begivenheder, der blev skabt af en krig, der aldrig tillod en knægt mulighed for at bearbejde oplevelserne, før en ny dramatisk virkelighed maste sig på i den udmattende og blodige Stillehavskrig. Og brutalt kunne det være.

- Selv om jeg var ansat som kok, skulle jeg hver fjerde time være med til at bemande de over 60 maskinkanoner, fortalte den dengang 69-årig Adam Dorph i et sjældent interview til AG i 1997 og fortsatte.

- Vi angreb især småøer, som blev bombarderet fra luften og beskudt fra hangarskibets kanoner.

- Vi var også i kamp med japanske krigsskibe og i området nord for Australien ved øgruppen Mordejo fik jeg nogle grupvækkende oplevelser. Farvandet var fyldt med hajer, som uden tøven gik til angreb på de japanske sømænd, der forsøgte at svømme væk fra deres brændende og synkende skibe.

- Samtidig blev vi dagligt angrebet af japanske selvmordspiloter. De kom med høj fart fra alle mulige vinkler. Lavt som højt. Det lykkedes mig at skyde en del ned. Vi levede dagligt med risikoen for at dø, Og ikke alle holdt til nervepresset.

- En dag, da jeg fik ned for at pure kokken, stod han der – den stakkel og havde fået nervesammenbrud. Han havde limet drikkeglas fast på hele sin krop. De skulle gøre det ud for en redningsvest, fortæller Adam Dorph, der i starten af 1944 blev hårdt såret i den ene side af brystet af stålfragmenter fra en eksplosion.

 Da han igen var kampklar, deltog han i afbrændingen af japanske øer, der foregik med flammekastere efter massive bombardementer.

- Alt skulle skydes. Vi tog ingen fanger. Jo, i et tilfælde fangede vi to aber. Præsten havde fortalt os, at vi ikke skulle være bange. Vi skulle bare gå løs på japanerne. Det var alligevel Jesus, der afgjorde, om vi skulle leve eller dø. Frygteligt at tænke tilbage på. Jeg har det virkeligt skidt med det, fortæller Dorph, der efter krigen aldrig vendte tilbage til Grønland på andet end ferie, men bosatte sig i Sverige, hvor han blev gift med Maibritt, fik tre børn og opnåede at blive 1. kok på flere af de mest ansete restauranter i Stockholm. Forinden fandt en begivenhed sted, der står stærkt i hans erindring.

Efter krigen inviterede Dwight D. Eisenhower – general under Anden Verdenskrig og senere præsident for USA – Dorph og en canadisk inuit på et 14 dages ophold på hans brors ranch i Amerika for at lære dem at kende på tomandshånd.

- Vi spiste middage og red på heste sammen. Eisenhower var meget interesseret i Grønland, fortæller Dorph, der kom til at opleve en af verdenshistoriens helt store personligheder på tætteste hold.

Frihedskæmpere

I Danmark var flere grønlændere under våben. Mellem de tusinder af danske frihedskæmpere var der mindst seks grønlændere, som tog aktivt del i kampen mod den tyske besættelsesmagt.

 Desværre findes der kun få oplysninger om disse modstandsfolks konkrete indsats. Der er kun ganske få oplysninger om dem på Frihedsmuseet i Danmark. Men det vakte vild jubel blandt lytterne, da Grønlands Radio den 11. maj 1945 – seks dage efter befrielsen – kunne berette om de grønlandske frihedskæmpere i Danmark: Kristian Mathias Carl Fleischer, Stephen Alfred Julius Høegh, Erling Høegh, Peter Heilmann, Emil Storch og Angmalortoq Olsen.

De fleste var tilknyttet en bestemt modstandsgruppe, men står i Frihedsmuseets arkiv ikke registreret for, hvilke aktiviteter de deltog i. Med undtagelse af kaptajn og skibsfører Kristian Mathias Carl Fleischer, der var involveret i ”almen illegal aktivitet”, herunder flugthjælp. Fleischer, der var tilknyttet Studenternes Efterretningstjeneste, blev den 18. november 1944 arresteret for ”våbenbesiddelse og illegal postforsendelse”. Han blev den 29. marts indespærret i Frøslevlejren, der husede det tyske sikkerhedspolitis fanger i Danmark. En lejr, og som lå tæt på den tyske grænse, hvorfra 1600 fanger under krigen blev overført til tyske kz-lejre, hvoraf omkring 200 døde. Der var godt 20 flugtforsøg, hvoraf halvdelen lykkedes. Om Fleischer tog chancen eller ej, fortæller arkiverne ikke noget om. Men han ankom til Sverige den 25. april 1945. På en eller anden måde kom han ud af Frøslevlejren, inden den tyske besættelsesmagt overgav sig.