FOR FORBINDELSEN TIL DANMARK BLEV AFBRUDT

Grønland – et militært nøgleområde

Grønlands forsvarsmæssige- og sikkerhedsmæssige betydning er i disse år igen hvirvlet ind i et storpolitisk magtspil. Ikke for første gang. Der går en lige linje fra udbruddet af 2. Verdenskrig - og besættelsen af Danmark den 9. april - til i dag.

Rasmus Dahlberg, lektor ved Center for Arktiske Sikkerhedsstudier på Forsvarsakademiet i Danmark, ser en direkte linje fra Grønlands betydning under 2. Verdenskrig til i dag.

Efter årtier som lavspændingsområde er Arktis og Grønland atter blevet en arena for stormagtsrivalisering. USA har historisk - tilbage fra 1860'erne og særligt fra 1940'erne og frem - opfattet Grønland som en naturlig del af den nordamerikanske forsvarszone. I mere end 80 år har USA haft soldater på grønlandsk grund. Hovedårsagen er ligetil: Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed.

Grønlands forsvarspolitiske betydning for USA, der i dag illustreres med blandt andet militærbasen Pituffik Space Base (tidligere Thulebasen) i Nordøstgrønland, tog første gang fart under Anden Verdenskrig, altså umiddelbart efter at Danmark var blevet beat af Tyskland den 9. april – i dag for præcis 84 år siden. En invasion, der på mange måder blev startskuddet på en ny tid for Grønland.

Grønland og Anden Verdenskrig

Denne artikel er en af fire historier, hvor Sermitsiaq i anledning af årsdagen den 9. april i dag sætter fokus på nedslagspunkter i forbindelse med Grønland og Anden Verdenskrig.

- Under Anden Verdenskrig overtog USA med den danske gesandt Kauffmanns mellemkomst beskyttelsen af Grønland og byggede baser, som var med til at bygge bro over Nordatlanten via Island og Færøerne til Storbritannien. Det såkaldte GIUK-gab, som dækker havområderne mellem Grønland, Island og de nordlige dele af Storbritannien, fortæller Rasmus Dahlberg, lektor ved Center for Arktiske Sikkerhedsstudier på Forsvarsakademiet i Danmark.

Stor geostrategisk betydning

Under Den Kolde Krig fra 1946 til 1990 - en konflikt mellem de to militæralliancer NATO og Warszawa-landene med Sovjetunionen i spidsen – blev Grønland for anden gang midtpunkt i kraft af sin placering på verdenskortet.

- Under Den Kolde Krig fik Grønland endnu større geostrategisk betydning qua sin beliggenhed midt mellem USA og Sovjet på ruterne for først de langtrækkende atombevæbnede bombefly og senere for interkontinentale ballistiske missiler, som kunne opdages på radar fra Thulebasen, siger Rasmus Dahlberg.

Og netop i disse år er Grønland for tredje gang et forsvars- og sikkerhedspolitisk nøglepunkt. Med præsentationen af den arktiske strategi for nylig, forsikrer Naalakkersuisut håndfast, at Grønland er forankret i den vestlige forsvarsalliance. Samtidig forsøger politikerne med al magt at forhindre, at Grønland ikke udvikler sig fra et lavspændingsområde til et højspændingsområde. Bestræbelser, som kun tiden kan vise resultatet af, alt i mens særligt USA og Rusland opruster i Arktis .

- I dag er den militære betydning af GIUK-gabet vokset igen på grund af den anspændte situation mellem NATO og Rusland, siger Rasmus Dahlberg og fortsætter:

Stormagtsspil i Arktis

- For det er langs denne linje, man kan "lukke hullet", som russiske fly, skibe og især ubåde skal igennem for at komme ned i Atlanten og true forsyningslinjerne mellem USA og Europa. Stormagtsspillet i Arktis handler dog i mindst lige så høj grad om politiske og økonomiske interesser: Kina har tidligere forsøgt at købe sig ind i infrastruktur m.v., mens Rusland og USA på hver deres måde søger lokal indflydelse i Grønland og Færøerne, hvilket kan udfordre sammenhængskraften i rigsfællesskabet, lyder vurderingen fra den forsvarspolitiske ekspert.

I forhold til Grønland i dag ser Rasmus Dahlberg tydelige sammenfald med situationen under 2. Verdenskrig.

- Først og fremmest GIUK-gabets betydning. Under Anden Verdenskrig "besatte" USA og Storbritannien Færøerne, Island og Grønland for at forhindre Nazityskland i at etablere baser med videre. I dag viser USA områdernes betydning for dem ved for eksempel at lade atomubåde besøge Tórshavn, ligesom man gennemfører øvelser med kampfly på Pituffik og presser på for at få Kongeriget Danmark til at opgradere luftrumsovervågning m.v. Det handler om at afskrække først og fremmest Rusland fra at agere i området.

Powered by Labrador CMS