Færre krænker blufærdigheden

De senere år er der sket et fald i antallet af anmeldelser om blufærdighedskrænkelse, viser tal fra politiet. Måske er vi blevet bedre til at sætte grænser?

- Jeg er heller ikke i tvivl om, at der de seneste år er sket en øget bevidsthed om, hvad der er acceptabel adfærd på arbejdspladser og eksempelvis i nattelivet, siger Bjørn T. Bay.

I 2020 modtog politiet 374 anmeldelser om krænkelse af blufærdigheden, det vil sige mere end en person hver dag følte sine grænser overskredet.

Tre år senere, i 2023, er tallet faldet til 250 anmeldelser, viser politiets nyeste årsstatistik. 

Imidlertid er det svært at pege på den konkrete årsag til faldet af anmeldelser. Det vil kræve en større samfundsmæssig undersøgelse, vurderer politidirektør Bjørn T. Bay.

ABONNENTER

Denne artikel er fra en af Mediehusets aviser. 

Fremover vil historier som denne kræve abonnement.

God læselyst, og god fornøjelse.

Han peger på flere mulige forklaringer.

- Nogle bud kunne være, at der i samfundet som sådan er blevet en større bevidsthed om, hvad der er uacceptabel adfærd, siger politidirektøren.

Han mener, den større bevidsthed kan skyldes de kampagner politi og andre myndigheder har kørt de seneste år vedrørende primært overgreb mod børn, idet politidirektøren antager også har en afsmittende effekt på seksualforbrydelser generelt. 

Men måske er der de senere år også sket en holdningsændring på de voksnes spillebane, anfører politidirektøren:

- Jeg er heller ikke i tvivl om, at der de seneste år er sket en øget bevidsthed om, hvad der er acceptabel adfærd på arbejdspladser og eksempelvis i nattelivet, siger Bjørn T. Bay.

Dertil kommer, at årene omkring 2020 var kendetegnet af to store krænkelsessager, hvor to offentligt kendte personer, den daværende direktør for KNI samt daværende partisekretær for Siumut, begge var involveret. 

For begge sager gjaldt, at en række kvinder sagsøgte de to mænd for at have krænket blufærdigheden ved seksuelt grænseoverskridende adfærd, herunder beføling og verbale krænkelser af seksuel karakter. 

Den ene sag nåede til landsretten, som kendte partisekretæren delvist skyldig i blufærdighedskrænkelse mod fire kvinder og idømte manden 40 dages anstaltsanbringelse. 

Også i den anden sag blev eks-direktøren kendt skyldig i at have krænket blufærdigheden hos seks kvinder. Han blev foranstaltet med tre måneder i anstalt og dømt til at betale 6.000 kroner til hver af de seks forurettede kvinder. Oprindelig havde manden anket dommen til landsretten, men han valgte senere i stedet at acceptere dommen og stoppe sagen. 

De to retssager blev udførligt omtalt i medierne, og det kan have påvirket antallet af anmeldelser om blufærdighedskrænkelse, anfører politidirektør Bjørn T. Bay.

- Det er en mulighed, at de sager, medierne har beskrevet om sexchikane har været en medvirkende årsag til dette (den øgede bevidsthed om acceptabel adfærd, red.), siger Bjørn T. Bay.

Flest i Nuuk

Ud af de 250 anmeldelser om blufærdighedskrænkelser kommer langt de fleste (64) ikke overraskende fra Nuuk.

Derefter følger Ilulissat, Maniitsoq, Tasiilaq. De eneste steder uden anmeldelser er Kangerlussuaq og Pituffik ifølge politiets statistik. 

Blufærdighedskrænkelse

Kriminallovens § 84 under kapitel 18 om seksualforbrydelser for blufærdighedskrænkelse dømmes den, som ved uanstændigt forhold krænker blufærdigheden. 

Stk. 2. Det samme gælder den, som sælger utugtige billeder eller genstande til en person under 16 år.

Grønland ligger i toppen i rigsfællesskabet når det gælder anmeldelser af kriminalloven, og seksualforbrydelserne er ingen undtagelse heller. I Grønland er der nærmest 10 gange så mange anmeldelser ifølge tallene med 10,3 grønlandske anmeldelser pr. 1000 indbygger, mens tallet for Danmark og Færøerne er henholdsvis 1,6 og 1,8. 

Når man ser på de forskellige typer af seksualforbrydelser, udgør blufærdighedskrænkelser sammen med voldtægt langt den største del af sædelighedsforbrydelserne. Begge de to typer udgør nemlig hver 42 procent. 

Dykker man yderligere ned i politiets tal, er der også sket et fald i antallet af anmeldelser om blufærdighedskrænkelser, hvor børn er forurettede. Ikke desto mindre var der sidste år samlet set 132 anmeldelser om blufærdighedskrænkelser mod børn i alderen fra 0-17 år.

Spænder vidt

Man bliver dømt for blufærdighedskrænkelse når man ”ved uanstændigt forhold krænker blufærdigheden," fastslår § 84 i kriminalloven.

Hvad det konkret indebærer, kan man få et indtryk af gennem en række offentliggjorte domme fra Grønlands Landsret, der ligger tilgængelige på domstol.gl.

Sagerne viser, at uanstændige forhold omfatter mange forskellige situationer. Men fælles for dem alle er, at de stort set alle drejer sig om mænd, der krænker blufærdigheden hos kvinder, børn og andre mænd.

For eksempel er en 62-årig mand i 2019 idømt anstaltsanbringelse i 30 dage for at have befølt en 11-årig pige i skridtet uden på tøjet. Landsretten lagde vægt på den betydelige aldersforskel og på, at pigen var tiltaltes plejebarn. Der er også en 50-årig mand, der har krænket blufærdigheden hos en 13-årig dreng ved at sende en række sms-beskeder med uanstændigt indhold, for eksempel:

"Også når man ser porno og mastuberer, får man hurtigere udløsning. Har du prøvet det, mens du ser."

I sagen erkendte tiltalte, at han havde sendt de pågældende sms-beskeder, men erklærede at de var ment for sjov. Landsretten mente dog, at beskederne var egnet til at krænke blufærdigheden hos drengen og idømte derfor i 2023 manden 30 dage i anstalten. 

I 2018 afsagde landsretten dom i en sag, hvor en vejleder på en skole havde indkaldt en elev til en samtale om hendes store fravær. Vejlederen tog fat i den unge kvinde og spurgte, om han måtte kysse hende, hvilket hun afviste. Under de omstændigheder, hvor kvinden befandt sig i en sårbar situation, vurderer landsretten, at der er tale om overtrædelse af paragraffen om blufærdighedskrænkelse. 

Der er tale om et forhold i den mildere ende af skalaen, men hvor der er stor aldersforskel på de involverede personer, og hvor tiltalte var ansat som rådgiver på den institution, hvor kvinden tog uddannelse. 

Landsretten kendte derfor manden skyldig og idømte ham 14 dages betinget anstaltsanbringelse med en prøvetid på et år. 

Politiets årsstatistik for 2023 kan læses på politi.gl.

Powered by Labrador CMS