Ægkastende demonstrant anholdt

En person blev anholdt under demonstration mod fiskeriloven og stigende brændstofpriser.

Politiet anholdt en person under en demonstration i Nuuk torsdag.

Torsdag afholdt fisker- og fangerorganisationen KKNAPK demonstration i Nuuk.

Grønlands Politi oplyser, at en enkelt person blev anholdt under demonstrationen for at kaste med æg mod Inatsisartut.

Vagtchef Anette Ostenfeldt fortæller, at demonstranten blev sigtet for brud på ordensbekendtgørelsen og løsladt efter afhøring.

Vedkommende kan se frem til en bøde.

KNAPK havde anmeldt demonstrationer i henholdsvis Nuuk, Maniitsoq og Nanortalik.

I Maniitsoq blev demonstrationen aflyst, mens omkring 30 deltagere mødte frem til demonstrationen i Nanortalik.

- Det forløb stille og roligt, fortæller Anette Ostenfeldt.

KNAPK demonstrerede mod stigende brændstofpriser samt forslag til ny fiskerilov, som blev førstebehandlet i Inatsisartut torsdag.

Powered by Labrador CMS