Ny fiskerilov andenbehandles på fredag

Formandskabet i Inatsisartut har udskudt andenbehandlingen af den omstridte fiskerilov fra onsdag til fredag.

Inatsisartut har valgt at følge en opfordring fra fiskeriudvalget om at udskyde andenbehandlingen af den nye fiskerilov.

Af Inatsisartuts hjemmeside fremgår det, at lovforslaget skal behandles den 10. maj som eneste punkt på dagsordenen. Der er således tale om, at politikerne får en ekstra mødedag i Inatsisartut-salen.

Det var fiskeriudvalget, der havde anmodet om en udsættelse, da man savnede svar på flere spørgsmål fra Naalakkersuisut om det omfangsrige lovforslag. 

Efter førstebehandlingen blev lovforslaget henvist til fiskeriudvalget.

Udvalget har anmodet bureauet for Inatsisartut om dispensation for afleveringsfristen for udvalgets betænkning, og skal dermed aflevere betænkningen senere i dag tirsdag den 7. maj.

Powered by Labrador CMS