finanslovsforhandlinger

Tør han vende kajakken?

I dag præsenterer Naalakkersuisut sit første helt eget finanslovsforslag

Anda Uldum, Karsten Dybvad, Dansk Industri
Naalakkersuisoq for finanser og råstoffer i samtale med Karsten Dybvad fra Dansk Industri

Midt på dagen skal Anda Uldum (D) fremlægge, hvad han og resten af koalitionen foreslår bliver næste års husholdningsbudget for Grønland.

Forårets forsinkede finanslov nåede ikke at få personlige aftryk fra den nye koalition, da embedsmændende i finansdepartementet på grund af efterårsvalget mere eller mindre havde lagt loven klar til underskrift hos politikerne.

Pragmatisk linje
Men denne sommer har der været godt med tid. Og det bliver derfor ekstra spændende at se, om der er politiske aftryk med fra Demokraterne, Siumut og Atassut.

De tre partiformænd, Kim Kielsen (S), Anda Uldum (D) og Knud Kristiansen (A) har lagt en ny pragmatisk stil for dagen, som ikke lægger op til de store skænderier i Inatsisartut-salen.

Det samme gælder for den sags skyld Inuit Ataqatigiit, som i foråret valgte ikke at kaste sig ud i andet end symbolske nævekampe.

Muligt skift i debatten
Men den forholdsvis venlige linje fra Inuit Ataqatigiit og også fra Siumuts ellers altid skeptiske bagland vil muligvis ændre sig på denne Inatsisartut-samling.

Dog er det usandsynligt, at vi ser et lige så dramatisk forløb som med indførslen af makrelafgifterne i efteråret 2013, hvor det viste sig, at Naalakkersuisut på ingen måde havde afstemt sit lovforslag med det politiske bagland, og der blev forhandlet til sidste minut.

Med størst spænding ventes dette efterår tre ting:

1. Om Anda Uldums lovede afgiftspakke bliver stor eller lille. Hvis der kommer mærkbart højere afgifter, vil han få problemer med sit eget parti, Demokraterne, der har hensyn til vækst og erhvervsliv som den vigtigste sag.

2. Om finanslovsforslaget vil røbe, hvor mange nye lufthavne eller lufthavnsudviddelser, der bliver. Siden hjemmestyrets indførelse i 1979 har Grønland bygget en del små lufthavne i hele landet. Denne sommer har været præget af debat om, hvilke af disse der først fortjener en udviddelse. Finanslovsforslaget kommer sandsynligvis til at røbe, hvilken 'infrastruktur'-pakke, koalitionen kan få flertal for i Inatsisartut.

3. Skal der privatiseres eller er det bare snak? Et hurtigt fix for at få fyldt en slunken landskasse godt op med penge ville være at privatisere Nukissiorfiit eller Mittarfeqarfiit. De to selvstyreejede virksomheder er af en type, som traditionelt set har indbragt mange penge i andre nationer vi sammenligner os med, og det kan jo være fristende med en økonomisk saltvandsindsprjtning, når man for eksempel står og skal udvidde to lufthavne snart.

Næppe er der dog politisk vilje til at privatisere Royal Greenland - selvom dette har været diskuteret i det uendelige.

Klokken 11 i dag tirsdag præsenterer naalakkersuisoq for finanser og råstoffer sit forslag til en finanslov for næste år.

Se ogaå: Ny afgiftspakke på vej

Læs alle artikler om finanslovsforhandlingerne

Powered by Labrador CMS