Ung landstræner forlænger i langrend
Den blot 23-årige Erik Amondsen har forlænget sin aftale som landstræner frem til Arctic Winter Games 2014
Grønlands Ski-Forbunds langrendsudvalg har valgt at forlænge aftalen med den blot 23-årige Erik Amondsen. Han har nu fungeret som landstræner i et år, og har gjort det så godt, at man ønsker at forlænge aftalen.
- Vi er meget tilfredse med den indsats Erik yder som landstræner. At have så ung en landstræner har så absolut sine fordele, idet han har lettere ved at komme de unge løbere i tale, siger Ole Lynge Hansen, der er formand for langrendsudvalget under Grønlands Ski-Forbund.
Aftalen med Erik Amondsen gælder frem til og med Arctic Winter Games i 2014.
Samling i Østrig
- Jeg er meget glad for at kunne fortsætte mit arbejde som landstræner. Det er gået ganske udmærket i det første år, og jeg glæder mig til at kunne fortsætte fremadrettet, og forhåbentlig kan vi også få nogle gode resultater af de bedste løbere, siger Erik Amondsen til Sermitsiaq.AG.
I dagene 10.-27. december tager Erik Amondsen de bedste langrendsløbere med til en træningssamling i Østrig. De udtagne løbere er Niviaq Chemnitz Berthelsen, Martin Møller, Karl-Peter Kristensen, og Pipaluk Kristensen fra ASP i Aasiaat.
Samtidig skal de deltage i 3-4 World Cup løb, og for dem alle gælder det, at kunne kvalificere sig til VM i februar.