håndbold
Ude af de Panamerikanske Mesterskaber
Det lykkedes ikke for de grønlandske håndboldkvinder, at kvalificere sig til de panamerikanske mesterskaber
Det endte med fem nederlag af fem mulige. Nogle var snævre, men til sidst blev det et klart nederlag for håndboldkvinderne i bronzekampen mod Den Dominikanske Republik ved NORCA-turneringen.
Med 32-27 trak Den Dominikanske Republik fra i slutningen af kampen.
Det grønlandske landshold ville ellers meget gerne vise gejst og vilje til denne her kamp, og kampen startede, da også som planlagt.
Brændte chancer
Men tidligt i kampen begyndte man at ramme målmanden direkte fra frie chancer. I stedet for at føre med 3-4 mål ved halvlegen var holdet bagud med 2 mål ved pausen, 11-13
Efter at have fulgtes ad det meste af den spændende kamp, trak Den Dominikanske Republik fra i slutningen. Deres fysik og psyke var bedre i denne kamp, hvor Grønland kunne matche dem bedre end i det første interne opgør.
Lærepenge
- Kampen lignede på mange måder den første kamp, hvor vi brændte alt for mange frie chancer på målmanden. Efter 5 kampe i træk i denne varme, trak den sidste kamp virkelig tænder ud, siger landstræner Johannes Groth.
- I sidste ende må vi tage lærepengene med herfra, optimere træningen og finde nye mål.
- Vi har udviklet os, det har de andre hold også.
- Vi må arbejde på at damerne får kamperfaring, så vi kan finde den kynisme der manglede under denne turnering.
- Vi havde alle muligheder for at vinde kampe, desværre var den manglende erfaring afgørende.
Med sejren fik Den Dominikanske Republik fik bronze, USA sølv og de lokale helte fra Puerto Rico vandt guld.
De tre hold går dermed videre til de Panamerikanske Mesterskaber.
- Nu skal skuffelsen lige sluges, så må vi arbejde videre på en stærkere plan 2 år frem, siger ladstræneren
Lykke Frank Hansen blev udtaget til All-Star holdet.