håndbold em
Tryghed og tillid har gjort EM-fløj til målmaskine
Casper U. Mortensen har leveret et stærkt efterår og er rejst til EM som topscorer i Bundesligaen.
Den tyske Bundesliga i håndbold er som sædvanlig spækket med internationale topspillere, men sæsonens mest målfarlige mand er dansk.
133 gange har Casper U. Mortensen kylet den harpiksklistrede læderkugle ind bag skiftende målmænd i 19 klubkampe.
Det gør ham til suveræn topscorer i det, mange anser for at være verdens hårdeste håndboldliga. Og derfor er han fyldt med selvtillid før Danmarks åbningskamp ved EM lørdag aften.
- Jeg kan selvfølgelig kun være tilfreds med, hvordan sæsonen er gået indtil nu, siger Casper U. Mortensen.
Fortsætter han stilen i resten af sæsonen, kan han blive den fjerde dansker, der snupper topscorerprisen syd for grænsen.
Tidligere har Lars Christiansen, Hans Lindberg og Anders Eggert gjort det samme. Christiansen og Lindberg endda to gange.
Men hvor de tre øvrige spillede i etablerede topklubber, er Casper U. Mortensens Hannover-Burgdorf trods en aktuel tredjeplads en mere upåagtet størrelse i det tyske håndboldlandskab.
En klub, der er på vej frem, men som ikke råder over den samme stjerneparade, som mere prominente konkurrenter. Og det er helt efter den danske fløjspillers hoved.
- Jeg har næsten altid valgt klubber, hvor jeg har kunnet se, at jeg ville få meget spilletid og få en stor rolle på holdet. Det har betydet meget for min udvikling.
- Det er også derfor, at jeg ikke er bange for at skulle skyde et afgørende straffe eller tage den sidste afslutning. For det har jeg gjort i hele min karriere, siger Casper U. Mortensen.
Det var den tankegang, der lå bag det overraskende skifte fra topklubben Bjerringbro-Silkeborg til Sønderjyske i 2014.
Fløjspilleren havde ikke den store lyst til at dele spilletiden med en konkurrent. Så hellere tage et skridt ned i klubhierarkiet.
- Så kan det godt være, at jeg ikke har vundet danmarksmesterskabet, men i min bog vil jeg hellere udvikle mig. Så må titlerne komme senere. Jeg har dog vundet et OL-guld, så det er da en start, siger han med et grin.
I 2015 skiftede han den danske liga ud med Bundesligaen, men starten var alt andet en vellykket, fordi hans klub, HSV Hamburg, gik konkurs få måneder senere.
Derfor har han nu i to år repræsenteret Hannover-Burgdorf, hvor han med tiden er blevet en stadig vigtigere del af holdet.
- I denne sæson har vores nye træner, Carlos Ortega, givet mig den største rolle, jeg formentlig nogensinde har haft på et klubhold, lyder det fra Casper U. Mortensen.
Kampen mod Ungarn begynder klokken 20.30.
/ritzau/